Opdateret

SF kræver opdateret handlingsplan mod antisemitisme

En ny undersøgelse blandt jøder peger på antisemitisme i Danmark, og det vækker bekymring hos SF.

SF's retsordfører, Karina Lorentzen, er dybt bekymret over ny undersøgelse, der peger på antisemitisme i Danmark. (Arkivfoto).
SF's retsordfører, Karina Lorentzen, er dybt bekymret over ny undersøgelse, der peger på antisemitisme i Danmark. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Socialistisk Folkeparti (SF) kræver, at regeringens handlingsplan mod antisemitisme bliver opdateret.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Kravet kommer på baggrund af en ny undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder blandt 465 danske jøder.

Her svarer 96 procent, at de har været udsat for antisemitisme det seneste år.

85 procent af deltagerne svarer, at utrygheden blandt jøder er steget, siden Hamas angreb Israel 7. oktober 2023, og Israel efterfølgende intensiverede angrebene på Gaza.

Den viser også, at over halvdelen af respondenterne har foretaget sikkerhedstiltag ved deres hjem som at få hemmelig adresse eller få fjernet deres navn på postkassen.

Undersøgelsen er dog ikke repræsentativ for de anslåede 7000 jøder i Danmark.

Den vækker alligevel stor bekymring hos SF.

- Det er jo på ingen måde rar læsning. Selv om vi godt ved det, så er tallene bare virkelig nedslående, siger SF's retsordfører, Karina Lorentzen.

Ud over undersøgelsen peger hun på en episode fra fredag, hvor en kamp mellem U12-fodboldholdene Brønshøj Boldklub og det jødiske fodboldhold Hakoah blev aflyst.

Aflysningen skete efter rygter om, at der kunne opstå demonstrationer eller uro i forbindelse med kampen.

- Det er jo altså ikke i orden, at en konflikt i Mellemøsten trækkes herop, siger Karina Lorentzen.

Hun opfordrer justitsminister Peter Hummelgaard (S) til at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en opdateret handlingsplan.

Her bør der ifølge Lorentzen indgå initiativer rettet mod arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og skoler - samt øget støtte til sikkerheden omkring jødiske institutioner.

Blandt andet foreslår hun at indføre antisemitismekoordinatorer på uddannelsesinstitutioner.

- Så er der nogen at gå til for de unge mennesker. Det er også nogle, som kan bidrage med oplysninger og kampagner, siger Karina Lorentzen.

På arbejdspladserne mener hun, at tillidsrepræsentanter skal klædes bedre på til at håndtere antisemitisme.

- Fordi rigtig mange har ikke lyst til at bringe ind i samtalen, at de er af jødisk oprindelse, siger hun.

Lorentzen peger også på, at det er et problem hos politiet, at man ikke altid spørger ind til motivet ved hadforbrydelser.

Hun tilføjer, at det er noget, som man er i gang med at forhandle, og at denne undersøgelse bør være anledning til, at det er en situation, man får løst.

Undersøgelsen, der er den største undersøgelse af jødisk liv i Danmark siden 1973, viser også, at jødiske danskere i høj grad må tilpasse deres adfærd.

Det er ifølge SF "et anslag mod ytringsfriheden og trygheden for alle".

- Når unge jøder ikke tør være åbne om deres identitet, fordi de frygter at blive udelukket fra fællesskaber, så har vi svigtet, lyder det fra Karina Lorentzen i pressemeddelelsen, hvor hun tilføjer:

- Staten har et ansvar for at sikre alle borgeres grundlæggende frihedsrettigheder - uanset tro eller baggrund.

/ritzau/