SF går efter at få 300 byrådsmedlemmer til dagens kommunalvalg.

Det siger partiformand Pia Olsen Dyhr, efter at hun har afgivet sine stemmer ved valgstedet ved Sydhavnen Skole i København tirsdag.

- Mit succeskriterium i dag er 300 byrødder, og det er ambitiøst, fordi SF har i dag kun 168, siger hun.

Hun understreger, at hun ikke kommer til at måle valget på antallet af SF-borgmestre, men derimod byrødder og regionsmedlemmer.

For gode meningsmålinger på landsplan betyder ikke nødvendigvis, at man kan få flere borgmesterposter, siger hun foran valgstedet, mens skolens elever leger i baggrunden.

- Jeg vil sige, at det bliver rigtig svært at få borgmesterposter derude. Det er ikke nok, at SF går frem landspolitisk.

- Nogle steder går vi fra en til to byrødder, og det ville være et fantastisk flot valg lokalt, siger partiformanden og tilføjer, at nye borgmesterposter kræver de rigtige alliancer i byrådet.

I øjeblikket besidder SF to borgmesterposter - på Langeland og i Hvidovre.

Pia Olsen Dyhr ønsker især, at Anders Wolf Andresen holder fast i borgmesterkæden i Hvidovre.

Partiformanden håber også, at spidskandidaten i København, Sisse Marie Welling, kan vælte socialdemokraterne af pinden og nappe posten som overborgmester.

Trods vind i sejlene ville Sisse Marie Welling hverken på SF's sommergruppemøde eller i den efterfølgende periode melde sig på banen som mulig overborgmester. Men 3. oktober meldte hun sit kandidatur.

Formanden ankom til valgstedet hånd i hånd med sin mand. Hun har stemt på Sisse Marie Welling til kommunalvalget og på Peter Westermann til regionalvalget. Han er partiets spidskandidat i Region Østdanmark.

- Sisse Marie Welling er kompetent, ordentlig og dygtig og optaget af det gode børneliv, og Peter Westermann kender sundhedsvæsenet rigtig godt og er optaget af, at psykiatrien også skal løftes på dagsordenen, begrunder hun stemmerne med.

SF-formanden håber, at et godt kommunalvalg vil kunne smitte af på det næste folketingsvalg.

- Det vil betyde, at danskerne sender et klart signal til os om, at de bakker op om den politik, vi fører - at de faktisk gerne vil velfærden i stedet for skattelettelser, siger hun.

Måske kan det endda være med til at sikre et rødt flertal til et kommende folketingsvalg og hive socialdemokraterne tilbage i rød blok. Det er hendes ambition.

Ved seneste kommunalvalg i 2021 fik SF fjerdeflest byrådsmedlemmer på landsplan efter De Konservative, Venstre og Socialdemokratiet.

Det er de eneste fire partier, der stiller op til kommunalvalget i alle 98 kommuner.

/ritzau/