Selv om det er Socialdemokratiet, De Radikale og SF, der i første omgang skal forsøge at danne en regering, har SF-formand Pia Olsen Dyhr også fokus på Moderaterne.
- Jeg kan jo også godt se, at Moderaterne skal være med, hvis vi skal levere det flertal, som er forudsætningen for, at den kan blive til noget, siger hun til DR.
- Vi er villige til at forhandle, og så håber vi, at Lars Løkke på et eller andet tidspunkt besinder sig og tænker, at han også gerne vil være med til at forhandle regering.
Tidligere onsdag blev fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) udpeget til kongelig undersøger - som også kaldes forhandlingsleder - af kong Frederik. Det skete på anbefaling af Mette Frederiksen.
Hun har givet sig selv det mandat, at hun skal forsøge at danne en regering med deltagelse af SF og De Radikale.
Det blev resultatet, efter at samtlige 12 partier havde været forbi kongen for at pege på en kongelig undersøger.
Derfor kunne Moderaterne umiddelbart se ud til at være ude af ligningen, men Socialdemokratiet, SF og De Radikale har ikke flertal alene.
Flere partier skal være en del af enten regeringen eller som parlamentarisk støtte.
Med Moderaterne om bord vil der være 82 mandater.
Pia Olsen Dyhr anerkender videre til DR, at SF og Moderaterne er "milevidt fra hinanden".
Derfor skal der "indgås kompromiser", og det er SF "klar til".
I et skriftligt svar til Ritzau uddyber Pia Olsen Dyhr, at hun mener, at "valgets tale" er rent drikkevand og bedre forhold for grisene.
- Det bliver centralt for os, siger hun med henvisning til de kommende regeringsforhandlinger.
Pia Olsen Dyhr nævner også et løft af velfærden og en løsning for danskernes pension, som emner SF tager med til bordet.
Mette Frederiksen kommer ikke til at udtale sig mere onsdag om regeringsforhandlingerne. Det har Socialdemokratiets pressetjeneste oplyst til DR.
De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, siger onsdag aften i en kommentar til Ritzau, at han håber, at forhandlingerne kan "ske i et ansvarligt tempo".
- Vi mener, valgets tale er klar, og at det politiske indhold i et nyt regeringsgrundlag må afspejle det nye Folketing, hvor der både er et stort flertal for en grøn dagsorden med et sprøjteforbud over vores drikkevand og mere grøn energi, for en ansvarlig økonomisk politik, så der kan investeres i blandt andet folkeskolen, og for en fast udlændingepolitik inden for konventionerne, tilføjer han.
Det er uvist, præcis hvornår regeringsforhandlingerne starter.
/ritzau/
