SF er åben over for »Ja-Nej«-klinikker

SFs sundhedsordfører vil tage Kræftens Bekæmpelses forslag om såkaldte »Ja-Nej«-klinikker for patienter med diffuse symptomer op i Sundhedsministeriet. Klinikkerne findes allerede, lyder det fra regionformand.

Når der er mennesker, som har uforklarlige symptomer og venter længe på at blive diagnosticeret med kræft, så er det et udtryk for, at Danmark ikke gør det godt nok.

Så klar er meldingen fra SFs sundhedsordfører Özlem Sara Cekic (SF), der er åben over for at se nærmere på Kræftens Bekæmpelses forslag om at oprette såkaldte »Ja-Nej«-klinikker, hvor patienter med »uklare« symptomer kan få hurtigt svar på, om de har kræft eller ej.

»Når folk ikke kommer hurtigt frem i systemet, så er det jo først og fremmest tid, vi mister. Hvis de er alvorligt syge, så er tid med til at rede liv, og derfor synes jeg, at vi skal kigge på forslaget fra Kræftens Bekæmpelse, og jeg synes, det lyder som et positivt og meget konstruktivt forslag. Derfor vil jeg meget gerne tage deres forslag med over til Sundhedsministeriet,« siger sundhedsordføreren til Berlingske Nyhedsbureau.

Formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman (S), forklarer, at de såkaldte »Ja-Nej«-klinikker allerede findes i regionerne i dag - bare under navnet »diagnostiske centre«:

»De er jo netop beregnet til, at praktiserende læger kan henvise deres patienter dertil, hvis de er i tvivl om, hvorvidt det er en alvorlig sygdom eller ej, når en patient har diffuse symptomer.«

Derfor drejer det sig ifølge Ulla Astman ikke om at bygge nye klinikker, men i stedet blive bedre til at bruge de centre, der allerede findes.

»Det gælder om at få et kompetenceløft ude i den almene praksis, så man kan blive endnu skarpere til at stille diagnoserne, så vi hurtigere end i dag får fundet folk med alvorlige lidelser,« siger hun og understreger, at opgaven allerede er indskrevet i aftalen »Jo før - jo bedre«, som Danske Regioner har indgået med regeringen.

Også Özlem Sara Cekic mener, at det er tid til at løfte kompetencerne i sundhedssektoren og klæde læger og personale bedre på til at spotte kræftpatienter:

»For mig er det sådan set lige meget, hvad det hedder. Så længe der er mennesker, der venter for længe, så er der mulighed for at gøre tingene bedre. Og derfor synes jeg, at man enten bør kigge på, hvordan man kan forbedre mulighederne i de diagnostiske centre, eller at vi kan kigge på »Ja-Nej«-klinikkerne, som Kræftens Bekæmpelse foreslår.«