SF: Ballade og skyderier skal kunne lukke rockerborge

Regeringen er klar til at ændre loven, så kommuner kan skride ind over for rockerborge. SF er med på idéen.

København. Det skal være muligt at lukke en rockerborg, hvis der gentagne gange har været skyderier eller andre voldsepisoder på eller i nærheden af adressen.

Sådan lyder det i SF's bud på en ny rocker- og bandepakke.

Forslaget kommer efter, at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har bebudet, at han vil give kommuner lovhjemmel til at smide rockere ud af boligkvarterer.

I SF's forslag hedder det, at et samlingsforbud skal kunne udstedes tredje gang, politiet konstaterer, at der foregår "hårde kriminelle aktiviteter" i eller ved en rockerborg.

- De steder, hvor der gentagne gange har været ballade, skyderier eller andre voldelige aktiviteter, der vil vi have lov til at sætte ind og kigge på, om der kan laves et samlingsforbud, siger retsordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF).

Hun understreger, at det skal ske med respekt for forenings- og forsamlingsfriheden, som er beskyttet i grundloven.

Der var i oktober 2016 44 rockerborge på landsplan. 23 af dem er placeret i bebyggede områder. Det viser Rigspolitiets opgørelse ifølge Justitsministeriet.

/ritzau/