SF anklager regeringen for generationstyveri

Det er »generationstyveri«, at regeringen vil aflyse den tidligere SR-regerings børneudspil i finansloven, der skulle sikre flere pædagoger i daginstitutionerne, mener SFs formand, Pia Olsen Dyhr.

Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) lægger i mandagens Berlingske op til at spare yderligere to milliarder kroner på finansloven, så Danmark kan holde sig på den rigtige side af den såkaldte budgetlov.

Kniven skal blandt andet føres ind i den tidligere SR-regerings store børneudspil, der skulle have sikret flere pædagoger i dagsinstitutionerne.

Finansministerens bebudede besparelser vækker forargelse i SF, og formand Pia Olsen Dyhr (SF) anklager regeringen for at stjæle fra den kommende generation.

»Vores børn skal være stærke nok til at klare fremtidens udfordringer. Udfordringerne bliver større end dem, vi ser i dag, og derfor skal børnene have mere viden, de skal være klogere, dygtigere og hurtigere. Det kræver, at de får en god start i livet. Derfor er det tyveri for de kommende generationer, at man ikke prioriterer daginstitutionerne. Regeringen afvikler i stedet for at udvikle,« siger Pia Olsen Dyhr.

Ifølge budgetloven må Danmark ikke have et underskud på mere end 0,5 procent af BNP på den såkaldte strukturelle saldo. I sidste måned afslørede regeringens såkaldte kasseeftersyn dog, at der var udsigt til, at statens budget ville komme på den forkerte side af denne grænse, hvorfor regeringen lagde op til at spænde livremmen ind og spare tre milliarder kroner.

Og nu lægger finansministeren altså yderligere to milliarder kroner i den bunke, hvilket sker for at holde en »ansvarlig sikkerhedsafstand« til de tilladte grænser.

Men ifølge Pia Olsen Dyhr prioriterer regeringen helt forkert.

»Det er både kortsigtet og dumt. Hvis vi ikke sørger for, at vores børn har ordentlige ressourcer, når de er små, så får de ikke den udvikling, de har brug for som mennesker,« siger hun.