Se telefonlisterne: Putin og Obama kimer Merkel ned

Telefonlisterne i Det Hvide Hus og Kreml understreger, at Angela Merkel er blevet Europas uofficielle talsmand. Læs her, hvorfor verdens­lederne godt kan lide telefondiplomatiet, og hvorfor vi andre ikke skal tro på alt, hvad vi hører.

Den tyske Kansler Merkel er både berømt og berygtet for sit mobiltelefonforbrug. Politikos billeddatabase indeholder mange billeder af Merkel med snuden i iPhonen. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOERG CARSTENSEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLIN: Verdens ledere kan lide telefonen. Den halvandet hundrede år gamle fastnettelefon er i mange moderne husholdninger på vej ud i mørket, men når det brænder på et sted i verden, er det den, stats- og regeringscheferne griber ud efter. Det bilaterale telefondiplomati præger i disse år verdenspolitikken. Én telefon mere end andre. Den står på et skrivebord på syvende sal i Kanzler­amt i Berlin.

Berlingske Research har lavet en optælling af, hvem USAs præsident, Barack Obama, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, oftest har talt officielt i telefon med i årets første måneder, og svaret er i begge tilfælde Tysklands kansler, Angela Merkel. Fra årets begyndelse og frem til 22. september talte Barack Obama og Angela Merkel sammen 16 gange. Det er klart flere samtaler end de ti, Obama førte med henholdsvis Vladimir Putin og sin nære allierede Storbritanniens premierminister, David Cameron. Set fra Moskva er billedet endnu tydeligere. Putin talte i samme periode hele 35 gange med Angela Merkel, mens der er langt ned til Frankrigs præsident, François Hollande, på andenpladsen med 16. Putin talte officielt 11 gange med de ukrainske præsidenter Viktor Janukovitj og senere Petro Porosjenko.

Telefonsamtalerne illustrerer først og fremmest, hvor meget Ukraine-konflikten har domineret verdensledernes kalender i år. Barack Obama talte i perioden kun tre gange med afghanske ledere, to gange med Tyrkiets premierminister, Recep Erdogan, og to gange med den nye premierminister Haidar al-Abadi i Irak, hvor kampene mod Islamisk Stat på det seneste har domineret dagsordenen. Israels konflikt med Palæstina har også sat sig begrænsede spor på telefondiplomatiet på stats- og regeringschefniveau. Fire gange har Obama talt med Israels præsident, Benjamin Netanyahu. Telefonmønstret styrker en udbredt opfattelse af, at Barack Obamas intention om at orientere sig mere mod Asien og Mellemøsten og mindre mod Europa er blevet overhalet af virkeligheden. I hvert fald på telefonniveau. Kun to officielle telefonsamtaler har Obama haft med Kinas præsident, Xi Jinping. Når Barack Obamas folk så ofte har fundet Angela Merkels fastnetnummer frem, hænger det måske også sammen med, at skårene skulle klinkes efter den amerikanske aflytning af Angela Merkels mobiltelefon, men det er først og fremmest et tegn på, at Tyskland har fået en nøglerolle som uofficiel talsmand for EU. I forholdet til Vladimir Putin er det kun Europa, der kan sætte tommelskruerne på med sanktioner, der for alvor gør ondt.

Telefonsamtaler tager til

Telefondiplomatiet følger faste procedurer i verdens hovedstæder. I Kanzleramt står den udenrigspolitiske rådgiver Christoph Heusgen for kontakten til de øvrige stats- og regeringschefer. Selve forbindelsen skabes i et angiveligt aflytningssikkert rum på fjerde sal, før opkaldet stilles op til den angiveligt aflytningssikrede telefon på Angela Merkels skrivebord, skriver avisen Der Westen i en detaljeret gennemgang af proceduren. Merkels samtaler bliver tolket. Også selv om hun for eksempel taler russisk, og Vladimir Putin taler tysk. En skare af tolke er parat til at blive tilkaldt med kort varsel. De bliver med tiden eksperter i de forskellige stats- og regeringschefer og lærer, hvordan for eksempel Putin tænker og formulerer sig, hvilket kan minimere antallet af de fatale fejl.

I Det Hvide Hus er det embedsmænd i »The Situation Room«, der står for de telefon­opkald, der kan være forberedt gennem måneder. Det har Olivier Knox, der er politisk korrespondent for Yahoo News, beskrevet. Først kommer seniorrådgivere på begge sider i røret. Så lyder sætningen: »Please hold for the president«. Kunsten er at få dem til at gå på samtidig, så ingen skal vente. Præsidenten har ifølge Olivier Knox et dossier fra sikkerhedstjenesten foran sig med en politisk analyse af modparten, men også med stærkt personlige oplysninger om sygdom og ægteskabelige problemer. Det gælder om at få den indledende small talk til at forløbe gnidningsfrit uden kiksede spørgsmål om for eksempel en hustru, der er døende.

Ifølge Olivier Knox er de amerikanske præsidenters telefonsamtaler taget til i antal over årene. I en digital æra kunne man måske tro, at e-mail eller videokonferencer ville tage over, men det er ikke sket. Telefondiplomatiet giver statsledere mulighed for at agere hurtigt og kan stabilisere krisesituationer. Det giver samtidig en høj grad af kontrol – og gode muligheder for at manipulere offentligheden. Et personligt møde har sine egne politiske fordele, men det opbygger en forventning om et resultat, og efterfølgende har pressen ofte mulighed for at stille spørgsmål til begge parter. Der skal også gives hånd til eventuelle politiske fjender, hvilket præsidenter i USA kan få meget kritik for. Anderledes når den amerikanske præsident taler i telefon. Så udsendes efterfølgende et officielt foto af præsidenten, der myndigt giver instrukser ned i telefonrøret. I »The Situation Room« tager embedsmænd referat af, hvad der rent faktisk siges, men det referat er ikke til offentligheden. I stedet udsendes et såkaldt »read out«, hvor Det Hvide Hus gengiver præsidentens synspunkter. Den slags giver den enkelte regering stort spillerum til at påvirke pressedækningen. Hvis chefen har udtalt sig forkert, kan embedsmænd lave det om. De kan også bagefter give udvalgte journalister udvalgte oplysninger uden for referat. Ganske ofte er de to siders gengivelser af samtalen markant forskellige.

Da Barack Obama tidligere i år talte med François Hollande om NSAs overvågningsskandale, virkede de to parter med Olivier Knoxs ord, som om de havde deltaget i hver sin telefonsamtale.

Samtaler kan bruges aktivt

Nogle gange er samtalerne ikke bare planlagte, men koreograferede. Det gælder for eksempel, når på forhånd aftalte troppe­bidrag eller nødhjælpsdonationer offentliggøres efter en telefonsamtale, som den ene part kan bruge til at fremstå som om, vedkommende personligt har sat sig igennem.

Olivier Knox fortæller, at hver gang præsident George W. Bush skulle tale med Kinas ledere, insisterede kineserne på, at han først skulle recitere en længere officiel passage om USAs et-Kina-politik i forhold til Taiwan. Det kunne Kinas regering bagefter bruge i sin pressedækning. Begge parter kan benytte en telefonsamtale til at fortælle deres hjemlige offentlighed, hvordan de markerede sig over for modparten. Samtalen kan på den måde være til gensidig fordel, også selv om man reelt ikke opnåede noget.

Nogle gange holdes offentligheden i usikkerhed om, hvorvidt oplysninger lækkes bevidst eller ved en fejl. Avisen New York Times gengav i foråret, at Merkel i en samtale med Obama skal have sagt, at Putin havde mistet realitetssansen. Det ville hendes talsmand Steffen Seibert ikke bagefter bekræfte, men heller ikke afvise.

Der er omvendt ikke så meget tvivl om, at det skabte irritation i Det Hvide Hus, da Filippinerne i 2001 kom til at offentliggøre det ordrette referat, efter at den nyvalgte præsident George W. Bush havde talt med den ligeledes nyvalgte præsident Gloria Macapagal-Arroyo. Her kunne journalisterne læse, hvordan George W. Bush spurgte, om han ringede for tidligt. Nej, nej, klokken er lidt over otte om morgenen, beroligede Gloria Macapagal-Arroyo.

»Nå, den er omkring over syv om aftenen her, så vi er faktisk i forskellige tidslinjer,« sagde George W. Bush.