Se og Hør-chef: Højere straffe ændrer intet

Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, vil ikke afvise, at Se og Hør budgetterer med, at man vil tabe sager om privatlivskrænkelser og injurier. Han tror ikke, at højere bøde- og fængselsstraffe vil ændre noget.

Niels Pinborg, nuværende chefredaktør for Se og Hør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er blandt andet med afsæt i den igangværende skandalesag på ugebladet Se og Hør, at politikere fra begge sider i Folketinget med Venstre i spidsen i dag taler for, at erstatningerne og dagbøderne for blandt andet privatlivskrænkelser som minimum skal tredobles.

De fire borgerlige partier taler sågar også om, at journalister og redaktører skal smides i fængsel ved gentagne og grove privatlivs- eller æreskrænkelser.

Men for Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, vil forslagene ikke ændre arbejdsgangene på ugebladet nævneværdigt, hvis de bliver til virkelighed. Berlingske har interviewet ham om udspillet.

Niels Pinborg, hvad er din kommentar til det her forslag fra flere politikere?

»Det har jeg ikke nogen holdning til. Hvis de politikere, der laver lovene, de ikke mener, at de har gjort det ordentligt, så må de jo bare komme igang med at gøre det ordentligt. Vi laver ikke love - vi laver journalistik. Men vi ser jo i højere og højere grad, at politikerne indskrænker mediernes frihed, og samtidig poster de flere og flere støttepenge ind i medierne. På den måde får de kontrollen over pressen. Og det ligger det her jo meget godt i forlængelse af.«

Ville det ændre noget for din måde at arbejde på, hvis du risikerede at komme i fængsel i højere grad end i dag?

»Jeg risikerer jo i forvejen at komme i fængsel, for jeg er jo underlagt medieansvarsloven. Så der er fuldstændig klare regler for, hvornår jeg risikerer at komme i fængsel. Men jeg savner dokumentation fra politikerne for, at det her er et problem, som i særlig grad kan føres tilbage til Se og Hør. For tag nu andre overtrædelser i forbindelse med udgivelser af journalistik, pressenævnssager eksempelvis, der ligger Se og Hør jo langt under DR, BT, Ekstra Bladet og sådan noget.«



Men ville det ændre noget for eftertænksomheden hos dig og på redaktionen, hvis der skete en tredobling af bøderne og hvis der var større risiko for fængsel?

»Nej, for jeg laver jo ikke journalistik for at krænke folks privatliv. Det er jo helt galimatias at antage. Men ellers ved jeg sgu ikke rigtig, hvad jeg tror. Altså ... Jeg forholder mig jo til den til enhver tid gældende lovgivning. Og hvis den bliver lavet om, så vil jeg fortsætte med at lytte til det. Men det er da klart, at jeg nok ville finde noget andet at lave, hvis man risikerede dødsstraf for at skrive en note om regnvejr.«

Venstres Jan E. Jørgensen mistænker Se og Hør for ligefrem at budgettere med, at I vil tabe sager ved domstolene, fordi I vurderer, at det rent økonomisk er det værd. Hvad siger du til det?

»Det kunne være spændende at se, hvor mange partistøttemidler Venstre bruger på at ekvipere deres formand. Altså, jeg driver min business, og han må drive sin. Hvis jeg skulle forholde mig til alle politikeres spekulationer, så kunne jeg jo ikke lave andet.«



Men kan du afvise, at I budgetterer med at tabe sager om eksempelvis privatlivskrænkelser?

»Jeg vil slet, slet ikke ind på de interne økonomiske forhold på Se og Hør. Det ville da være fuldstændig vanvittigt, hvis jeg begyndte at fortælle om det. Jeg er ikke nogen offentlig virksomhed. I modsætning til Berlingske er jeg en privatejet virksomhed (det er Berlingske også, red.), og derfor er det ikke noget, jeg ønsker at lægge frem. Ligesom Venstre ikke ønsker at lægge frem, hvor mange støttepenge de bruger på deres formand. Du får mig heller ikke til at fortælle, hvad jeg får i løn eller h hvad jeg giver mine journalister i løn.«

Det er jeg også ligeglad med. Jeg spørger mere til, om I har et budget for tabte sager? 

»Hvis vi bruger vores penge på, det er fabrikshemmeligheder. Og jeg har ikke nogle kommentarer til de interne forhold på Se og Hør i øvrigt.«