Mandag aften går Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF) sammen på scenen i Cirkusbygningen til et debatmøde om pensionsalder arrangeret af 3F.
Fra de to partiformænd lyder det samstemmende, at de ikke vil ændre på danskernes pensionsalder.
Dermed ser det svært ud for regeringen at skaffe flertal for at hæve pensionsalderen i det tilbagetrækningsudspil, de vil præsenterer inden sommerferien.
Finansminister Kristian Jensen mener dog, at det er kommet skæv forskel mellem generationerne - og hvor mange år, de kan forvente at få på pension.
En oversigt fra Finansministeriet viser nemlig, at de årgange, der er født i 1950’erne og 60’erne kan forvente at få tre til fire år mere på folkepension, end årgangene født efter årtusindskiftet.
Du kan få syn for forskellene her:
Forskellen mellem generationerne skyldes, at politikerne med velfærdsaftalen i 2006 blev enige om at lade pensionsalderen følge danskernes levetid - men først efter, man havde lavet en indfasning af ordningen frem til 2030.
Indfasningen blev dengang lavet på baggrund af en prognose over danskernes forventede levetid. Men den prognose har vist sig slet ikke at holde stik, fortæller økonomiprofessor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet, som både var formand for Velfærdskommissionen og Pensionskommissionen.
»Danskernes levetid er steget meget hurtigere end forventet. Velfærdsaftalen er altså blevet overhalet af virkeligheden,« forklarer han.
Hverken DF eller S vil ændre på den indfasning af velfærdsaftalen, som de selv var med til at indgå i år 2006.
»Vi vidste allerede dengang, at der ville være en forskel på generationerne. Det har altså været med åbne øjne, at vi har gjort det sådan - for at give folk et ordentligt varsel om, at vi ville ændre deres pensionsalder,« siger Kristian Thulesen Dahl.
Mette Frederiksen påpeger samtidig, at tallene for, hvor mange år man kan få på pension er en gennemsnitsbetragtning - og at der bag tallene gemmer sig en stor ulighed mellem ufaglærte og højtuddannedes vilkår.
»Det er ikke alle, der er begunstiget af et godt helbred og længere levealder, når de går på pension. Derfor er vi nødt til indrette arbejdsmarkedet efter, at der også er plads til dem, der har de allerhårdeste job, og som kommer først ud på arbejdsmarkedet,« siger Mette Frederiksen.
I sidste uge kaldte Kristian Jensen det »en myte«, at kun læger og advokater er i stand til at arbejde, når de er over 65 år.
»Når nu der er den her forskel mellem generationerne, skulle vi så ikke bede nogle af dem med mange år på pension om at blive lidt længere på arbejdsmarkedet? På den måde vil forskellen bliver glattet ud - og det vil samtidig skabe rum for at prioritere vores velfærd på andre områder,« siger finansministeren, der dog ikke vil fortælle nærmere om, hvad regeringen konkret har i støbeskeen med deres kommende udspil.