207.558 personlige stemmer til Morten Løkkegaard, og 201.626 stemmer til Søren Gade.
De to Venstre-politikere, der er stemmeslugere ved europaparlamentsvalget, fik næsten lige mange personlige kryds ved valget.
Men ser man på, hvor i landet de to politikere henter de fleste af deres stemmer, er der stor forskel.
Søren Gade fik klart flest stemmer af de to i Vestjyllands Storkreds og Nordjyllands Storkreds - med 116.358 samlet i kredsene. I samme to kredse fik Løkkegaard samlet kun 27.601 stemmer.
I resten af landets storkredse er det dog Løkkegaard, der render med flest personlige stemmer af de to partifæller.
Eksempelvis får Løkkegaard i Københavns Storkreds 16.919 stemmer, mens Gade kun høster 4885 stemmer i den kreds.
På nedenstående danmarkskort kan du se, hvordan de to Venstre-profiler har fordelt Danmark mellem sig. Groft sagt har Gade erobret Nord-, Vest og Midtjylland, mens Løkkegaard har taget sig af resten af landet.
På kortet er de lyseblå kredse dem, hvor Søren Gade fik flest stemmer af de to, mens Morten Løkkegaard fik flest i de mørkeblå. Tallene er fra KMDs endelige opgørelse over stemmetallene.
/ritzau/ har bidraget til denne artikel.