Se grafikken: Sådan skal milliarderne fordeles til landets uddannelser

Uddannelsesminister Søren Pind lægger op til en omfattende ændring af den måde, tilskuddet til landets videregående uddannelser fordeles på. Få overblikket over, hvordan milliarderne skal fordeles i fremtiden.

Foto: David Leth Williams. Uddannelsesminister Søren Pind (V) lægger op til en omfattende ændring af den måde, der fordeles penge på til landets videregående uddannelser.
Læs mere
Fold sammen

Studerende skal blive hurtigt færdige med deres uddannelse, og de skal komme hurtigt i job, når afgangspapirerne er i hus – ellers kan det koste landets uddannelsesinstitutioner dyrt.

Uddannelsesminister Søren Pind (V) er klar med en omfattende reform af pengebevillingerne til de videregående uddannelser, som Berlingske kan fortælle torsdag.

Regeringen lægger op til et helt nyt bevillingssystem, der afskaffer det nuværende taxametersystem, og som skal træde i kraft i 2019.

Det er store pengebeløb, det drejer sig om – i 2016 var tilskuddet til de videregående uddannelser 13 milliarder kroner i alt. Udspillet kan desuden få betydning for omtrent 270.000 studerende.

Fremover skal en større del af tilskuddet til landets universiteter, professionshøjskoler og andre videregående uddannelser udgøres af et fast grundtilskud.

Og så skal uddannelserne præmieres, hvis de studerende er maksimalt tre måneder forsinkede, og hvis de kommer hurtigt i job. Omvendt kan der blive skåret i tilskuddet, hvis de studerende er længere tid om at gennemføre studiet, og hvis ledigheden blandt dimittenderne er høj.

Det betyder ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet, at eksempelvis pædagog- og socialrådgiveruddannelserne står til at få en økonomisk indsprøjtning, mens bevillingerne til henholdsvis laborant- og radiografuddannelserne står til at blive beskåret.

Den største del af bevillingen – 70 procent – skal fortsat udgøres af et tilskud, institutionerne får ud fra, hvor mange studerende der består deres eksaminer og gennemfører studiet.

I grafikken herunder kan du få et overblik over, hvordan milliarderne skal fordeles fremover