Den tidligere minister Henrik Sass Larsen hævder i et stort interview med B.T., at han ledte efter personer, der kan have begået overgreb på ham, da han var barn.
Det er ifølge ekspolitikeren selv forklaringen på, at han i årevis har downloadet tusindvis af filer med overgreb på børn.
Henrik Sass Larsen er tiltalt for at være i besiddelse af over 6.200 billeder og 2.200 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn.
Han er derudover tiltalt for at være i besiddelse af en barnedukke konstrueret med et seksuelt formål for øje.
I interviewet med B.T.-podcasten »Q&CO« fremlægger Henrik Sass Larsen ingen beviser eller dokumentation for, at han skulle have modtaget eller været i besiddelse af overgrebsmateriale af sig selv som barn.
Den tidligere toppolitiker hævder, at han i 2018 og 2021 modtog mails, der viser overgreb begået mod ham selv og et andet barn, da han selv var tre år gammel.
»Jeg har ledt efter de her videoer, fordi jeg vil prøve at finde de to filmklip for at finde ud af, hvem er de voksne her? Og kan jeg finde det og få dem fjernet, hvis der er andre, som sidder og muntrer sig med dem. Det har været min intention,« siger han i interviewet med B.T.s Henrik Qvortrup, hvor han kalder det »en stor fejl,« at han ikke kontaktede politiet.
Bog og straffesag på vej
10. juni udgiver Henrik Sass Larsen en bog, som ifølge ham selv skal »rense« hans navn.
Bogen får titlen »Tilbageslag« og skal ifølge ekspolitikeren fortælle hans version af sagen.
Det var i marts, at Berlingske kunne fortælle, at den tidligere erhvervs- og vækstminister for Socialdemokratiet Henrik Sass Larsen var blevet tiltalt for besiddelse af billed- og videomateriale, der viser seksuelle krænkelser af børn. Derudover er Sass Larsen anklaget for besiddelse af en ulovlig børnesexdukke.
I en pressemeddelelse udsendt af Sass Larsens advokat afviste den tidligere S-minister anklagerne i marts.
»Jeg har aldrig nogensinde gjort et barn fortræd – og kommer aldrig til at gøre det. Mit ærinde har været det stik modsatte,« lød det der fra den tidligere politiker, hvor han også bebudede den bog, som nu altså ifølge Sass udkommer 10. juni.
I begyndelsen af april blev det besluttet i Københavns Byret, at straffesagen mod Henrik Sass Larsen skal køre i august.
6.242 billeder og 2.231 videoer
I anklageskriftet mod Henrik Sass Larsen fremgår det, at han er tiltalt for at have været i besiddelse af nogle af de groveste typer af billeder og videoer med overgreb på børn.
Sass Larsen er således tiltalt efter straffelovens paragraf 235, der tidligere blev omtalt som børnepornoparagraffen.
Ifølge anklageskriftet skulle politiet under to ransagninger på Sass Larsens private bopæl – én ransagning i juli 2023 og én igen i februar 2024 – have fundet og beslaglagt en lang række enheder med »seksuelt materiale af personer under 18 år i form af i alt 6242 billeder og 2231 filmsekvenser«.
Flere hundrede af de billeder og filmsekvenser skulle ifølge anklageskriftet være i den såkaldte kategori 3, der dækker over indhold af særlig grov karakter.
I forbindelse med anklagen om børnesexdukken tog politiet et billede af den under den første ransagning af Sass Larsens hus. De beslaglagde den dog ikke, og efterfølgende har eksministeren smidt den ud, siger han.