Sascha Faxe bliver ny politisk ordfører for Alternativet.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Hun afløser Torsten Gejl, der er sygemeldt med stress med fysiske følgeskader. Det kom frem tidligere på måneden.

Faxe blev valgt ind i Folketinget i forbindelse med valget sidste år. Her kom Alternativet ind i Folketinget med seks mandater.

»Jeg glæder mig meget til at varetage posten som politisk ordfører for Alternativet,« siger hun i pressemeddelelsen.

»Det er et vigtigt og krævende job at skulle udtale sig på partiets vegne i så mange forskellige politiske spørgsmål. Heldigvis har jeg mange års engagement i Alternativet at trække på, og jeg føler mig godt klædt på til opgaven,« siger hun.

Det var 7. august, at Gejl på Facebook skrev, at han sygemeldte sig.

»Jeg lyttede ikke til det, som både kroppen og mine nærmeste forsøgte at fortælle mig.«

»Det har en pris, og den betaler jeg nu. Min krop protesterer på det kraftigste mod det, jeg har udsat den for. Derfor skal jeg have en pause,« skrev Gejl.

I store dele af valgperioden fra 2019 til 2022 sad Gejl alene for Alternativet i Folketinget, efter at partiet i begyndelsen af 2020 gik i opløsning. Fire ud af fem folketingsmedlemmer smuttede fra Alternativet dengang. Alene tilbage stod Gejl.

»At sidde alene i Folketinget i tre år for Alternativet med 52 ordførerskaber når alt handler om overlevelse, medfører ganske enkelt et ekstremt højt tempo.«

»Når så miraklet sker, og partiet overlever, skal der findes en landingsbane for at komme ned i et forsvarligt tempo igen. Det har været svært for mig – faktisk fortsatte jeg bare i fuld fart.«

»Samtidig har det været svært for mig at indse og acceptere, at jeg var ramt af stress, og hvor tosset det end kan lyde, føltes det at blive sygemeldt i sig selv stressende,« skrev Gejl i sit Facebook-opslag.

Mens Gejl er sygemeldt, skal Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen være suppleant for ham i Folketinget. Hun bliver blandt andet sundhedsordfører og retsordfører, oplyser partiet. Desuden genindtræder Helene Liliendahl Brydensholt som gruppeforperson.

/ritzau/

Få det politiske overblik – hver dag

Nyhedsbrevet »Politisk morgenpost« er dit daglige skud af politiske opdateringer, analyser fra de fremmeste profiler og spændstige #dkpol-debatter.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver dag sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. I periode med folketingsvalg, kan der komme flere daglige opdateringer med de seneste opdateringer om dette. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.