Samuelsen tavs om Løkkes politisk udpegede ambassadører

Udenrigsministeren vil ikke svare på, om Løkkes politisk udpegede ambassadører er del af fremtidens diplomati.

Fredag er udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) vært for en højniveau-konference om fremtidens diplomati på Asiatisk Plads i København. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard

København. Fredag er udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) vært for en højniveau-konference om fremtidens diplomati på Asiatisk Plads i København.

Her foreslår udenrigsministeren, at Danmark skal udnævne en særlig ambassadør for digitalisering.

Anders Samuelsen vil til gengæld ikke svare på, om statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) forslag om at udpege politikere til ambassadørposter er en del af fremtiden for Danmarks diplomati:

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Anders Samuelsen.

Løkkes forslag er ikke blevet vel modtaget af alle på Asiatisk Plads, fordi det vil afskære skolede diplomater fra nogle af ambassadørposterne.

Forslaget er lidt hånligt blevet kaldt en pensionsordning for politikere.

Lars Løkke Rasmussen mener dog, at der vil være store fordele ved at vælge personer med en stærkere politisk profil til nogle ambassadørposter. Det kan åbne eksportmuligheder og flere diplomatiske døre.

- I Danmark er vi alt for dårlige til at drage nytte af de kompetencer, som erfarne politikere oparbejder gennem et langt liv i politik. Det gør andre lande langt bedre end os, sagde Lars Løkke Rasmussen til Ritzau i december.

Udtalelsen faldt i forbindelse med, at Bertel Haarder (V) afslog stillingen som generalkonsul i Flensborg.

/ritzau/