Samuelsen: Løbet er kørt for Wilders

Jellingestenene og Ribe Domkirke kan se frem til penge, efter Liberal Alliance har fået vetoret i forhold til at invitere Geert Wilders til Danmark.

Der er stor politisk uenighed, om den islamkritiske politiker Geert Wilders skal tale i Danmark eller ej. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dominique Faget
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har sammen med DF og Liberal Alliance netop indgået en aftaletekst, som i følge Liberal Alliance sender den hollandske islam-kritiker Geert Wilders ud i kulden i forhold til at blive inviteret til en antiradikaliseringskonference i Danmark til efteråret.

Teksten mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance slår fast, at regeringens konference til efteråret skal hedde en antiradikaliseringskonference og altså ikke ytringsfrihed, som de Konservatives Naser Khader har ønsket.

Samtidig står der i teksten, at alle partier kan have deres syn på konferencen, men omvendt skal alle partier være enige:

- Der er i forbindelse med fastlæggelse af programmet for antiradikaliseringskonferencen, frihed til ethvert parti til at have sine synspunkter, dog skal der være enighed om programmet for konferencen.

Ifølge Anders Samuelsen (LA) har han nu opnået, hvad han vil – han har nemlig fået veto i forhold til Wilders:

- Ja, der står, at vi skal alle være enige om programmet og derfor kan jeg sige: Selvfølgelig kommer Geert Wilders ikke med. Samtidig får jeg bekræftet, at det hedder en antiradikaliseringskonference, som jo betyder, at Wilders er overflødig. Det ved han ikke så meget om. Så det var det. Nu er det afklaret.

K og DF uenige med Samuelsen
Dermed giver han også grønt lys for Dansk Folkepartis kulturpakke til 150 millioner kroner, som nu om to uger ruller ud til Ribe Domkirke, Jellingestenene etc.

Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl køber dog ikke Samuelsens fortolkning.

- Vi forholder os til den konference som en udmøntning af finansloven, som vi altid gør. Nemlig, at vi sætter os ned ved bordet og skal være enige om udmøntningen. Men det betyder, at ligeså vel Anders Samuelsen har ønsker til konferencen, så har vi det også. Konferencen kan jo så kun blive til noget, hvis vi kan blive enige om et ordentligt program. Der har vi det synspunkt, at Wilders skal til Danmark, fordi vi mener, at han kan bidrage.

Så Samuelsens påstand om, at han har veto…

- Hverken mere eller mindre i forhold til, hvordan vi plejer. Vi plejer at sætte os ned for at blive enige. Vi kan jo også bare sige, at konferencen ikke er tilfredsstillende og så bliver den ikke til noget, siger Thulesen Dahl.

Heller ikke de Konservative køber Samuelsens udlægning:

- Vi skal jo også være enige, og vi mener stadig, at Wilders er yderst relevant, og så er det også fortsat vigtigt for os, at den konference kommer til at handle om ytringsfrihed, siger politisk ordfører Henriette Kjær.