Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, skyder nu tilbage mod tidligere skatteminister Carsten Koch, der føler sig "manipuleret med" i en ny annonce fra Liberal Alliance.
I partiets annonce bliver Carsten Koch citeret for at sige, at partiets økonomiske plan "faktisk er overfinansieret". Ordene faldt i Deadline på DR2 den 26. april sidste år.
Citat er ifølge Carsten Koch taget ud af en sammenhæng, men Anders Samuelsen fastholder, at han har citeret den tidligere skatteminister ordret.
- Jeg har ingen ambitioner overhovet om at manipulere. Vi har citeret Carsten Koch fuldstændig ordret, og enhver kan jo selv gå ind og se klippet på nettet, siger Anders Samuelsen.
- Det er svært at manipulere med noget, der er sagt, tilføjer Samuelsen.
Carsten Koch føler, at han i annoncen uretmæssigt bliver brugt til at blåstemple partiets plan om skattelettelser til 70 milliarder. Og det bryder han sig ikke om.
Faktisk kalder Carsten Koch tværtimod i dag finansieringen af skattelettelserne for "helt urealistisk".
Partileder Anders Samuelsen mener dog ikke, at det er selve planen, der er urealistisk. Det er bare svært at få den gennemført med i Folketinget.
- Jeg er enig med Carsten Koch i, at det bliver en svær øvelse. Men politik er svært, siger Anders Samuelsen.
Tidligere på ugen kom det frem, at en stor del af Liberal Alliances finansiering af skattelettelserne er øremærket "socialt sikkerhedsnet" på partiets hjemmeside og i annoncen "Kan man stole på et parti, der gerne vil manipulere sig til en valgsejr".
Tidligere ville partiet helt fjerne erhvervsstøtteordningen og derved spare 10 milliarder kroner.
I dag vil partiet blot halvere ordningen, men det skulle ifølge Liberal Alliance pludselig give 12 milliarder kroner.
/ritzau/