Det er vigtigt med »størst mulig åbenhed« om baggrunden for beslutninger om at gå i krig.
Sådan lyder det fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), efter at en krigsudredning af det danske militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan blev offentliggjort tirsdag.
Han understreger på samme tid, at det er vigtigt, at Danmark bidrager i verdens brændpunkter.
»Regeringen hilser udredningen velkommen. Uanset hvad man måtte mene om den danske deltagelse i de tre krige, er det vigtigt, at vi får størst mulig åbenhed om baggrunden for beslutningerne om at gå i krig.«
»Ikke mindst så eftertiden kan trække på erfaringerne. Den åbenhed skal udredningen være med til at sikre,« siger Samuelsen i en pressemeddelelse.
Samuelsen er på vej til USA og kan derfor ikke svare på spørgsmål lige foreløbig.
»Det er altid en svær beslutning at sende danske mænd og kvinder i krig. Men det er vigtigt, at Danmark fortsat engagerer sig i verden med udgangspunkt i danske interesser og værdier.«
»Det betyder, at Danmark skal tage ansvar, spille en aktiv rolle og være i stand til at bidrage til indsatser i verdens brændpunkter. Det er i vores egen interesse,« siger han.
Enhedslisten og SF kræver, at en undersøgelseskommission kigger på dansk krigsdeltagelse.
Der bliver i krigsudredningen nemlig ikke taget stilling til juridiske og folkeretlige spørgsmål. Eller om der er sket overtrædelser af love eller traktater.
/ritzau/