Samlet opposition vil teste flertal bag asylaftale

Regeringens asylaftale kan gennemføres administrativt. Men oppositionen vil se, om den kan samle flertal imod regeringen med krav om politiske forhandlinger.

En samlet opposition vil teste regeringens flertal for den asylaftale, som Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti indgik onsdag aften. Aftalen er indholdsmæssigt ikke god nok, og den lever ikke op til statsministerens løfte om bredde.

- Det er helt klart, at regeringen er løbet fra et løfte om bred tilslutning. Det kræver en forhandling i salen, hvor jeg håber, at et flertal vil pålægge regeringen at forhandle en ordentlig aftale hjem. For vores vedkommende er det indholdet, den er gal med, siger den radikale integrationsordfører, Morten Østergaard, til Ritzau.

Asylaftalen kan, som den ligger nu, gennemføres administrativt. Men Ny Alliance, De Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten vil have en hasteforespørgsel i folketingssalen. Her ønsker man svar på statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) egen formulering fra valgkampen: Hvad agter regeringen at gøre for "hurtigst muligt at finde en løsning for de afviste irakiske asylansøgere, som et bredt politisk flertal skal stå bag".

Det er uvist, hvordan løsgængeren Pia Christmas-Møller, der kan sidde med den afgørende stemme, forholder sig.

/ritzau/