Samlet opposition presser Fogh om asylcentre

S ændrer kurs på asylområdet. Dermed står oppositionen nu samlet med Ny Alliance om, at asylansøgere skal kunne bo uden for asylcentrene. Venstre afviser.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Asylansøgere skal have lov til at bo uden for asylcentrene i Danmark.

Socialdemokraterne slutter sig nu til den øvrige opposition og Ny Alliance i kampen for at presse regeringen til at lade asylansøgere bo uden for de lukkede centre.

Indtil for nylig har Socialdemokraterne ellers sagt, at asylansøgerne skal have lov til at tage et arbejde, men at de skal blive boende på centrene. Torsdag justerede S-formand Helle Thorning-Schmidt den socialdemokratiske kurs under Folketingets åbningsdebat.

- Vi mener ikke, at den generelle asylpolitik skal lempes. Men vi vil gerne lindre. Eksempelvis kunne man sagtens forestille sig, at asylansøgere havde mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene. Det gør man i andre lande. Og der er ikke noget, der tyder på, at det øger tilgangen af mennesker, der søger asyl, sagde Helle Thorning-Schmidt fra Folketingets talerstol.

Dermed støtter hun venstrefløjens, De Radikales og Ny Alliances krav til regeringen om, at asylansøgere skal have lov til at bo i det danske samfund, mens de venter på, at deres sag bliver afgjort.

/ritzau/