Samarbejde i Arktis er topprioritet for Kristian Jensen

Samarbejde og fredelige forhandlinger skal fortsat være dominerende faktorer omkring sikkerhedspolitikken i Arktis, slår udenrigsminister Kristian Jensen (V) fast, efter at han har afsluttet et besøg i Grønland.

 

Her holdt han blandt andre møder med sin kollega, landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq. Og de to er enige om kursen i Arktis:

»Vi er enige om, at det er helt afgørende, at Arktis sikkerhedspolitisk fortsat er et område med lav spænding, hvor staterne samarbejder,« siger Kristian Jensen ifølge en pressemeddelelse.

Danmark har gjort krav på et 895.000 kvadratkilometer stort område i Arktis sammen med Grønland. Men også Rusland, Norge, USA og Canada skal byde ind.

Forhandlingerne om fordelingen skal foregå i de kommende år og finder sted i FN-regi.

Danmark og Grønland rejser sammen til det arktiske ministermøde, som finder sted i den amerikanske delstat Alaska om to uger, oplyser ministeren.

BNB