Sådan vil DSU undersøge anklager om krænkelser

Socialdemokratiets ungdomsorganisation vil undersøge syv kvinders anklager om seksuel chikane. Det bliver et job for partiets særlige personsagsudvalg.

DSUs formand, Frederik Vad Nielsen, har bedt partiets personsagsudvalg om at undersøge beskyldninger om krænkelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det bliver op til de syv medlemmer af det nyetablerede personsagsudvalg i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) at undersøge beskyldninger om krænkelser begået af en nu tidligere ansat i Socialdemokratiet.

En række kvinder fortalte i søndagens Berlingske om eksempler på grænseoverskridende adfærd fra den pågældende mand. Episoderne rakte fra uønskede kys, slik og befamlinger til samleje med helt unge kvinder.

Den pågældende mand er fortsat medlem af DSU, og derfor iværksatte ungdomsorganisationen i går en undersøgelse af sagen.

Der bliver dog ikke tale om en længerevarende og omfattende advokatundersøgelse, fortæller Frederik Vad Nielsen, der er forbundsformand for DSU:

»Vi er en frivillig forening og har ikke midlerne til en stor advokatundersøgelse. Så vi må gøre det så godt, vi kan. Alternativet er, slet ikke at undersøge forholdene, og det er ikke en løsning,« siger han.

Består af syv menige medlemmer

DSUs personsagsudvalg blev etableret sidste år i kølvandet på en række sager om seksuel chikane i dansk politik.

Blandt andet trak DSUs egen tidligere formand Lasse Quvang Rasmussen sig i 2017 fra posten – officielt fordi han var »overbelastet og udmattet«. I 2019 kom det frem, at det i virkeligheden var på grund af netop grænseoverskridende adfærd over for kvinder i organisationen.

Udvalgets formål er blandt andet at undersøge sager om brud på DSUs såkaldte samværspolitik, der forbyder grænseoverskridende adfærd.

Udvalget består i dag af syv menige medlemmer af DSU og ledes af Harun Muharemovic, der er medlem af kommunalbestyrelsen i Brøndby.

»Det er personer, vi har valgt ud fra deres personlighed og troværdighed. Flere af dem har desuden en juridisk baggrund, og så er det vigtigt, at de ikke sidder i DSUs ledende organer,« fortæller Frederik Vad Nielsen.

»Pointen er at få afdækningen af disse sager væk fra ledelsens bord, så ledelsen ikke skal tage stilling til en sag, den selv har undersøgt.«

Personsagsudvalget undersøger sager ved at interviewe implicerede parter eller vidner og gennemgå eventuelt skriftligt materiale og på den baggrund give en indstilling til ledelsen om en eventuel sanktion.

»Sanktionerne kan være en advarsel, et forbud mod at komme til bestemte arrangementer eller en eksklusion. I helt ekstreme tilfælde kan det ende med en politianmeldelse,« siger Frederik Vad Nielsen.

Ét medlem ekskluderet

Foreløbigt har udvalgets arbejde ført til eksklusion af ét medlem af DSU, fortæller formanden.

Han medgiver, at den særlige undersøgelsesform, der ikke involverer professionelle advokater, potentielt kan være et retssikkerhedsmæssigt problem for de implicerede.

»Det er bare rigtigt svært for en frivillig forening som vores at undersøge disse sager om grænseoverskridende opførsel, hvor der ikke nødvendigvis er sket noget kriminelt, som kan politianmeldes. Vi undersøger sagerne så detaljeret, vi kan, og forsøger at sikre, at der er proportionalitet i vores afgørelser. Men jeg kan ikke garantere, at vi altid vil ramme skiven 100 procent,« siger DSU-formanden.

Frederik Vad Nielsen forventer, at den konkrete undersøgelse kan være færdig hurtigt – muligvis allerede om få dage.

Den pågældende mand sagde i en skriftlig kommentar til Berlingske i går:

»Jeg synes, det er godt, at sådan nogle anklager bliver undersøgt i de rette fora. Jeg deltager meget gerne konstruktivt i undersøgelsen og ser frem til at fortælle min side af historien.«