Sådan går det syriske flygtninge på arbejdsmarkedet – de har »klaret sig næstdårligst af de nytilkomne«

Støttepartierne presser regeringen til at bremse udvisninger af syrere som den 19-årige Aya Abu-Daher, der er under uddannelse og tilsyneladende velintegreret i det danske samfund. Langtfra alle syrere klarer sig dog lige så godt i Danmark, viser ny analyse.

I 2015 vandrede asylansøgere – heriblandt mange syrere – på de danske motorveje. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

De blev omtalt som en gruppe veluddannede flygtninge, der var kommet til Danmark, og dermed med gode muligheder for en vellykket integration. Knap fem og et halvt år efter at der med daværende statsminister Lars Løkkes Rasmussens (V) ord gik »hul på Europa«, og flygtninge vandrede på de danske motorveje, tegner der sig et andet billede af de syriske flygtninge, når man ser på beskæftigelsen.

I den forgangne uge har regeringens støttepartier presset regeringen til at bremse udsendelsen af en række unge syriske flygtninge under uddannelse, fordi det ifølge støttepartierne strider mod al sund fornuft at sende velintegrerede syrere ud af landet.