Kommunal- og regionalvalget bliver den første styrkeprøve mellem partierne siden folketingsvalget i 2019.

Valgstederne lukker tirsdag klokken 20.

Her giver vi dig et overblik over, hvordan formkurven er hos de enkelte folketingspartier inden valget.

Socialdemokratiet

Det bliver måske med blandede følelser, at statsminister Mette Frederiksen (S) kommenterer valgresultatet.

Socialdemokratiet ventes godt nok igen at blive størst, men går måske tilbage i forhold til 2017-valget.

Landspolitisk har Mette Frederiksen på det seneste været under stigende pres. Det er især sagen om slettede sms'er i minksagen, der har sat hende og partiet under pres. Om det får indflydelse, vides ikke, men et tema har det været i valgkampen.

Venstre

Valget bliver den første styrkeprøve for Jakob Ellemann-Jensen i spidsen for Venstre.

Internt i partiet er man forberedt på tilbagegang, fordi Venstre de seneste år har været præget af dårlige historier om flere stemmeslugeres exit fra partiet (Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg som de mest prominente) samt skuffende meningsmålinger.

Venstres målsætning kendes ikke i offentligheden. Men det handler efter alt at dømme om at begrænse tilbagegangen.

Dansk Folkeparti

DF forbereder sig på tilbagegang. Det har formand Kristian Thulesen Dahl allerede udtalt. Spørgsmålet er bare, hvor skidt det ender.

Siden det forrygende folketingsvalg i 2015 er det kun gået ned ad bakke. Senest kulminerede det i 2019 med store nederlag både ved valget til Europa-Parlamentet og Folketinget. Det gik heller ikke så godt ved det seneste kommunalvalg i 2017.

Alt det har sat Thulesen Dahl under et gevaldigt pres.

SF

SF-formand Pia Olsen Dyhr vil utvivlsomt håbe på, at hun i løbet af valgaftenen kan fejre en valgsejr for partiet. Måske en af de store.

I øjeblikket har SF borgmesterposten på Langeland, men partiet øjner muligheder i Kolding, Hvidovre, Syddjurs, Lyngby, Vesthimmerland, Esbjerg og Lejre.

De Radikale

Hvis De Radikale kan holde den ene borgmester, som partiet har i Rebild, vil partiet formentlig ånde lettet op efter et svært år præget af en række krænkelsessager.

Får De Radikale en national stemmeandel i størrelsesordenen fire procent, vil partiet være tilfreds.

Enhedslisten

For Mai Villadsen er valget det første med hende som politisk ordfører – og dermed frontfigur – for Enhedslisten.

Partiet vil med stor interesse kigge mod København, hvor Enhedslisten drømmer om at blive det største parti i hovedstaden.

Der er også muligheder andre steder. Eksempelvis på Bornholm, og så har man tidligere folketingsprofil Pelle Dragsted kørt i stilling på Frederiksberg.

De Konservative

Selvtilliden er tårnhøj, og formand Søren Pape Poulsen, der har en fortid som Viborg-borgmester, kommer til at sidde på Christiansborg under valgaftenen for at assistere partiets kandidater rundt i landet.

Målsætningen er et tocifret antal borgmesterposter og borgmesterposter vest for Storebælt, hvor partiet i dag ikke har nogen.

Nye Borgerlige

Tilbage i 2017 fik partiet blot ét mandat på landsplan, men siden kom flere til. Nye Borgerliges officielle målsætning er at få ti byrødder denne gang.

Men det er måske lavt sat partiets fremgang i de landspolitiske målinger taget i betragtning.

Liberal Alliance

Politisk leder Alex Vanopslagh får tit ros af sine kolleger i Folketinget. Det kommer bare ikke til udtryk i de landspolitiske meningsmålinger, hvor partiet fortsat kæmper med tilslutningen.

Liberal Alliance forventer derfor heller ikke det store. Dog er forventningen, at folketingsmedlem og eksminister Ole Birk Olesen bliver valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation.

Alternativet

Partiet er forberedt på et skidt valgresultat, hvor spørgsmålet må være, om Alternativet vil være at finde på landkortet.

Partiet fik Sofie Valbjørn som borgmester på Fanø efter 2017-valget. Hun genopstiller dog ikke. Og partiet blev det tredjestørste i hovedstaden. Men sidenhen har krise på krise ramt partiet, som blot har ét mandat i Folketinget.

Kristendemokraterne

Fokus er på det næste folketingsvalg. Men partiet vil uden tvivl holde godt øje med, hvad der sker i Ringkøbing-Skjern. Kristian Andersen (KD) var tæt på borgmesterposten ved 2017-valget og er i spil igen.

/ritzau/