Så tag dog det tørklæde af!

Marie Krarup (DF) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man har ikke ret til at føle sig som et offer, fordi man partout vil skilte med sin religion på sin arbejdsplads via sin påklædning.

Jeg har meget tit gymnasie-klasser på besøg på Christiansborg. Jeg synes, det er sjovt at vise dem rundt og at diskutere med dem bagefter. For nylig havde jeg en sådan klasse på besøg og holdt som sædvanlig et lille oplæg om Dansk Folkeparti og vores mærkesag: begrænsning af indvandring af folk fra den islamiske verden.

Der var adskillige muslimer i klasser, heraf en pige med tørklæde på. Hun og flere andre blev meget vrede over, at jeg påpegede, at der er så store problemer med integration af mennesker fra den muslimske verden, at man bør tage konsekvensen og begrænse den mest muligt. Jeg henviste til statistikker over kriminalitet, erhvervsfrekvens og beregninger om ”prisen” på indvandring. De viser alle tydeligt, at det er indvandrere og efterkommere fra muslimske lande, der ligger længst fra gennemsnittet og dermed koster mest. Derudover har vi i mange år set problemerne med ghettoer og kultursammenstød mellem den muslimske og den kristne kultur (for eksempel Muhammedtegningerne og juletræet i Kokkedal).

De unge mennesker mente, at de problemer var overdrevne, og at de skyldtes, at Danmark ikke var hjælpsom nok. De følte sig afviste og ikke forståede. Derudover var de vrede over, at der blev stillet høje krav til dansk-kundskaber og viden om det danske samfund for at få statsborgerskab. Danmark var ikke imødekommende nok og forstod ikke deres særlige problemer. Denne holdning fremførtes af både de muslimske og de danske elever. Der var – efter min mening - tydeligvis tale om et fuldt udviklet offersyndrom. ”For eksempel”, sagde den tørklædeklædte pige, ”kan jeg ikke få et arbejde efter skole, fordi jeg har tørklæde på. Så det har jeg helt opgivet.”

Mit svar var: ”Så tag det dog af!” Hvis det er så vigtigt at få et arbejde, og hvis hun er overbevist om, at det er pga. tørklædet, at hun ikke kan få det, så må hun da lægge det. Man dør jo ikke af det. Denne bemærkning rejste en storm blandt de vrede elever. Jeg kunne næsten ikke få ørenlyd. Men hvad er det, vi andre gør, hvis vi har en mistanke om, at vores påklædning ikke passer ind i en virksomheds stil? Vi skifter tøj! Hvis man søger arbejde i en bank, er det klogt at have ulasteligt jakkesæt på til jobsamtalen. Søger man i en børnehave, vil udvaskede cowboybukser, gummisko og en sweater nok passe bedre. Og hvis man som muslimsk kvinde kan se, at det ikke lige er sagen at skilte med sin religion på arbejdspladsen, så tag det dog af!

Man er ikke et offer, fordi man er nødt til at gøre som forventet for at få et arbejde. Man har ikke ret til et arbejde. Og man har slet ikke ret til at føle sig som et offer, fordi man partout vil skilte med sin religion på sin arbejdsplads via sin påklædning.

Pigen var, desværre, et godt eksempel på, at det er svært at integrere folk fra den muslimske kultur.