Så er planen her: Løkke vil skære i SU og hæve pensionsalderen

Lars Løkke Rasmussen præsenterer regeringens 2025-plan. Regeringen vil finansiere skattelettelser og mere velfærd ved at skære i SU og sende danskerne senere på pension tidligere.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson. Statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterer regeringens 'Helhedsplan - for et stærkere Danmark'. Præsentationen finder sted ved et pressemøde i Spejlsalen. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016)
Læs mere
Fold sammen

Lavere SU og senere pensionsalder allerede i 2025.

Sådan vil statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre-regeringen finansiere de skattelettelser og ekstra penge til velfærd, som statsministeren allerede i går lancerede på Facebook.

Det fremgår af regeringens 'Helhedsplan - for et stærkere Danmark', som Lars Løkke Rasmussen har fremlagt på et pressemøde i Statsministeriets Spejlsal foran det samlede danske pressekorps af politiske journalister.

Pressemødet, der var planlagt til at gå i gang klokken 10, blev først indledt, da Lars Løkke Rasmussen trådte ind i Spejlsalen med en håndfuld minutters forsinkelse klokken 10.08.

Foto: Thomas Lekfeldt. Pressemøde. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer tirsdag den 30. august regeringens Helhedsplan for et stærkere Danmark. Fold sammen
Læs mere

»Vi skal handle og vise rettidig omhu. Hvis vi laver skånsomme forandringer i dag, kan vi sikre os mod barske reformer i morgen,« siger Lars Løkke Rasmussen om 2025-planens begrundelse.

»Det er en plan, der kan få markant betydning for det kommende årti. Vi sætter et mål, om at vi skal blive 65 milliarder kroner rigere,« siger Løkke.

Planen indeholder en skattereform, der betyder, at topskatten skal lettes med fem procentpoint for personer, der tjener mellem 470.000 kroner og 1.000.000 kroner om året. Men ikke for personer, der tjener mere end en millioner kroner. Og den model »lever op til mine ambitioner«, siger statsministeren og betoner, at for omkring 90 procent af alle danskere vil 2025-planen give en »markant sænkelse«.

Ifølge statsministeren drejer det sig om omkring 50.000 danskere, der ikke vil mærke skattelettelsen på deres indkomst over en million kroner. Og det er et udtryk for »en politisk prioritering«, siger Løkke og slår fast, at han ikke er bange for at tage et folketingsvalg:

»Jeg kan ikke forudse, hvor de her forhandlinger ender. Jeg fremlægger regeringens politik, og det gør jeg, fordi jeg synes, det er en fornuftig politik. Selvfølgelig er jeg klar til at tage et valg på den her plan. Det er ikke derfor, vi har fremlagt den, men selvfølgelig er jeg det.«

Og så sendte statsministeren i øvrigt en hilsen, der formentlig havde en ganske bestemt modtager:

»Man kan godt være imod enkeltelementer. Jeg er helt med på, det er lettere at have én mærkesag og kun gå ind for én sag. Men har man en enkeltsag, viser det sig ofte, at det er for enkelt. Det holder ikke.«

»Det er ikke mit fokus, at direktøren får en skattelettelse på den sidst tjente krone. Det er det måske for andre,« siger Løkke.

Statsministeren indkalder nu Folketingets partier til forhandlinger og drøftelser.

SU bliver kraftigt skåret

Hvis regeringens forslag til 2025-plan ender med at blive til virkelighed, betyder det, at SUen skal omlægges, så halvdelen af SUen fremover vil være stipendier, mens den anden halvdel bliver et rentefrit SU-lån.

I dag består hele SUen af stipendier, altså den ydelse studerende får af staten for at studere.

De færdiguddannede, der bliver i Danmark og arbejder, får samtidig et særligt beskæftigelsesfradrag i de første år, så de får lettere ved at betale SU-lånet tilbage.

»I dag er de danske SU-stipendier dobbelt så høje som i Norge og højere end i Sverige og Finland. Jeg vil hellere bruge lidt ekstra på at investere i kvaliteten af uddannelse, der giver bedre jobmuligheder,« siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

»Vores justering af SU-systemet betyder, at en studerende, der gør brug af både stipendier og lån, vil få et større råderum end det, studerende har i dag. Vi giver et ekstra su-klip til studerende med børn, og vi giver en ekstra skatterabat, hvis man bliver i Danmark og arbejde efter endt uddannelse,« siger statsministeren.

Foto: Thomas Lekfeldt. Pressemøde. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer tirsdag den 30. august regeringens Helhedsplan for et stærkere Danmark. Fold sammen
Læs mere

»Stipendiet bliver lidt mindre, lånet bliver lidt større. Gør man brug af det hele, vil halvdelen udgøres at stipendie, halvdelen af lån. Det, synes jeg, er fair overfor de unge og overfor samfunde,« lyder Løkkes ræsonnement.

Af planen fremgår det, at SU-systemet under pres fra et stigende antal udlændinge, der søger den danske uddannelsesstøtte. Der er derfor behov for at gøre SU-systemet mere modstandsdygtigt mod pres udefra og justere SU’en og i stedet bruge nogle af de mange penge aktivt til at styrke vores uddannelser.

SU-omlægningen skal have virkning fra 2019.

Danskerne skal senere på pension

Som ventet betyder planendesuden, at regeringen vil have danskerne til at gå senere på pension.

I 2025 skal pensionsalderen hæves med et halvt år, så danskerne kan se frem til at trække sig tilbage, når de bliver 67½  år i stedet for 67 år, som det allerede var vedtaget. Også efterlønsalderen hæves med et halvt år fra fra 63 til 63½ år.

Ændringen skyldes ifølge regeringen, at danskernes levetid er steget mere end forventet, og det vil skabe et hul i statskassen, hvis ikke pensions- og efterlønsalderen følger med.

Regeringen vil også indføre en ny seniorfleksjobordning for nedslidte, som »skal ske efter enkle procedurer.« Der står ikke noget i udspillet om, hvordan det konkret skal være.

»Vi får mange på pension og færre på arbejdsmarkedet. Derfor justerer vi pensionsalderen, så de der kan, arbejder et halvt år mere. Hvis du er født efter 1957 beder vi dig om at arbejde et halvt år mere. Hvis du er født før 1957 eller er nedslidt, får det ingen betydning for dig,« siger Løkke.

Du kan læse hele planen her.

24 mia. kr. til boligejere, der har betalt for meget i ejendomsskat

Af planen fremgår det, at der skal afsættes en reserve på 24 mia. kr. frem mod 2025 til at sikre tryghed for boligejerne, når der kommer nye ejendomsvurderinger.

Der står ikke i planen, hvordan pengen skal bruges, og om det betyder at boligskatten låses fast ellers sænkes, sådan som de Konservative har som krav til forhandlingerne.

Det fremgår dog, at regeringen ønsker, at rentefradraget for lån til f.eks. bolig nedsættes gradvist med i alt 5 procentpoint i 2021-2025.

Samtidig skal der afsættes en »tryghedsreserve« stigende til 13½ mia. kr. i 2025 »til uforudsete udgifter efter 2020«.

Fold sammen
Læs mere

Løkke løftede sløret på Facebook

Allerede i går løftede Lars Løkke Rasmussen lidt af sløret for indholdet af 2025-planen.

Det skete i en live-transmitteret tale på Facebook, hvor statsministeren fokuserede på de positive ting i planen.

Statsministeren og regeringen afslørede, at han 2025-planen skal bidrage med at finde 65 milliarder kroner frem mod 2025. De penge skal først og fremmest bruges på en jobreform, der skal få 250.000 flere mennesker i arbejde, fortalte statsministeren.

Det skal blandt andet ske gennem en ny, stor skattereform, der skal omkalfatre opbygningen af det danske skattesystem.Topskatten skal lettes med fem procentpoint for personer, der tjener mellem 470.000 kroner og 1.000.000 kroner om året.

Samtidig vil Løkke også indføre et jobfradrag, så skatten for dem med de laveste indkomster bliver lettet med omkring syv procent. En såkaldt jobpræmie skal få flere langtidsledige i arbejde.

Foto: Thomas Lekfeldt. Pressemøde. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer tirsdag den 30. august regeringens Helhedsplan for et stærkere Danmark. Fold sammen
Læs mere

»Vi sænker topskatten med fem procent. Et jobdrag på 17.000 kroner er målrettet de lavtlønnede danskere. Vi indfører en jobpræmie, som
udbetales over 18 måneder. Folk, der går fra kontanthjælp til job, øges med 34.000 kroner på et år. Det skal være mere attraktivt at tage et job. Det handler ikke kun om kroner og ører. Det handler om socialpolitik, siger Lars Løkke Rasmussen på dagens pressemøde.

»Vi efterlader ikke en regning i børneværelset. Vi opretter en børneopsparing,« siger statsministeren om regeringens 2025-plan.

 

Laes mere