S vil ikke diskutere effekten af dagpengereform

Flere dagpengemodtagere finder arbejde, efter de er faldet ud af dagpengesystemet. Men Socialdemokraterne vil ikke forholde sig til, om det er dagpengereformens skyld.

Flere og flere langtidsledige kommer i beskæftigelse, efter de er faldet ud af dagspengesystemet. Det viser nye tal fra Jobindsats.dk, som hører under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Ifølge Børsen er der siden 2013, hvor reformen trådte i kraft, sket en fordobling i antallet af ledige, der finder et arbejde i løbet af de første fem måneder, efter deres dagpenge ophører.

Men tallene viser ikke noget om, hvorvidt det skyldes vækst på arbejdsmarkedet, eller fordi dagpengereformen presser folk til at tage et job, så derfor vil Socialdemokraterne ikke forholde sig til sagen.

Arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn (S) påpeger, at den tidligere SR-regering havde stor fokus på at skabe nye arbejdspladser.

»Om det er det, der har haft en effekt, kan man altid diskutere. Derfor har jeg svært ved at sige, om det er dagpengereformen eller noget andet (der er skyld i stigningen, red.). Det er i hvert fald glædeligt, at flere er kommet i arbejde,« siger han.

Tallene fra Jobindsats.dk viser ifølge Børsen, at 38,5 procent fandt et job i løbet af de første fem måneder i januar 2015, efter dagpengene var brugt op. I samme måned i 2013 lå det tal på blot 18,4 procent.

Men Leif Lahn vil slet ikke tage stilling til, om dagpengereformen har haft en finger med i spillet på de tal.

»Jeg vil ikke anerkende, om det er dagpengereformen eller det ene eller andet, fordi det har jeg ikke mulighed for at gøre,« siger han.

»Jeg ved godt, at nogle borgerlige mener, at jo kortere en dagpengeperiode er, jo bedre er det, fordi så er der en masse, der søger arbejde. Men omvendt vil vi gerne begge dele – at de søger arbejde, at de er aktive, men også, at de er trygge i systemet,« understreger han.

Helle Thorning-Schmidt (S) afviste flere gange i sin tid som statsminister, at dagpengesystemet skulle blive dyrere, men på Folketingets åbningsdag åbnede den nye socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen (S), op for, at det godt kan blive tilfældet alligevel.