S vil have løbende rapportering fra skattekommission

Offentligheden skal ikke vente i årevis for at få klarhed over skandalerne i Skat, mener Socialdemokratiet.

Foto: Keld Navntoft. Offentligheden skal ikke vente i årevis for at få klarhed over skandalerne i Skat, mener Socialdemokratiet. (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2017)
Læs mere
Fold sammen

Socialdemokratiet kæmper stadig for, at den kommende skattekommission løbende skal rapportere om sit arbejde.

Kommissionen skal undersøge de seneste års skandaler i Skat.

Det fortæller skatteordfører Jesper Petersen torsdag efter et møde med skatteminister Karsten Lauritzen (V).

»Det har regeringen endnu ikke lagt op til, og derfor kan der altså godt gå en håndfuld år, uden at der kommer noget som helst ud til offentligheden,« siger han.

»Og vi mener ikke, at det kan være rigtigt.«

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet står sammen bag forslaget om, at en undersøgelse af Skat skal deles op i flere etaper. Idéen er at sikre, at offentligheden og Folketinget løbende kan få kendskab til kommissionens konklusioner.

Partierne arbejder i disse dage for at få taget den endelige beslutning om at nedsætte en skattekommission inden Folketingets sommerferien, der starter fredag.

/ritzau/