S: Vi kæmper stadig samme kamp som fagbevægelsen

Flere fagforbund melder ud, at de overvejer at trække partistøtten til Socialdemokraterne. Men det ændrer ikke på, at det er hos Socialdemokraterne, man finder den største indsats for at bekæmpe social ulighed og løndumping, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro.

Foto: Richard Sylvestersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forud for Socialdemokraternes kongres i Aalborg i weekenden melder flere fagforbund ud, at de overvejer at trække støtten til partiet på grund af dagpengespørgsmålet. Men selvom Socialdemokraterne og fagforbundene historisk er bundet tæt sammen, så behøver de ikke altid at være enige, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro (S).

»Vi har stadig det til fælles med fagbevægelsen, at det er de samme kampe. vi kæmper. og det er de samme mennesker, vi er optaget af. Det er ikke ensbetydende med, at vi altid skal være enige om alting. Det har vi heller ikke nødvendigvis altid været historisk set,« siger hun.

Fredag i Berlingske melder LO-forbund på stribe, at de enten vil droppe eller er langt i overvejelserne om at trække partistøtten til Socialdemokraterne på grund af frustration over S-toppen i den ophedede dagpengedebat.

Berlingske har kontaktet de forbund, som gav beløb på over 20.000 kroner til Socialdemokraterne i valgåret 2011, og en stor del af dem gør det nu klart, at de forventer at lukke for pengeoverførslerne til deres gamle allierede.

Den økonomiske støtte har rødder i over hundrede års arbejderhistorie og hjalp senest Helle Thorning-Schmidt (S) ind i Statsministeriet ved folketingsvalget i 2011.

»Når det handler om, hvem der vil bekæmpe social dumping og løndumping. bekæmpe ulighed i sundhed, som betyder, at en 3Fer fra Randers har betydeligt ringere udsigter til at leve længe og sundt end en akademiker fra Nordsjælland, så er det stadig Socialdemokraterne, man skal vende sig imod. De kampe får man ikke, hvis man vender sig mod Lars Løkke (V) eller Kristian Thulesen Dahl (DF),« siger Maja Panduro.

Hun mener tvært imod, at Venstre og Dansk Folkeparti netop presser de lønmodtagere, som fagbevægelsen skal beskytte.

»De har stillet forslag i Folketinget om, at man skal kunne arbejde lovligt i Danmark på en polsk eller tjekkisk overenskomst. Det vil i højeste grad presse de lønmodtagere, som vi er optaget af at kæmpe for, og som fagbevægelsen er skabt for at kæmpe for,« siger hun.

Spørgsmål: Kommer I nærmere en løsning på dagpengeproblematikken på kongressen i weekenden?

»Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at diskutere det. Jeg tror ikke, du kan møde nogen socialdemokrater, der ikke er optaget af det her. Men vi er også kommet meget langt i og med, at vi har kunnet sikre en forsørgelse af de mennesker, der ellers ville stå helt udenfor forsørgelse, hvis det stod til Løkke og Thulesen Dahl. Men vi afventer anbefalingerne fra dagpengekommissionen,« siger Maja Panduro.

Dagpengekommissionen skal afslutte sit arbejde med årsskiftet 2015/16.