S: Venstre holder partiledelse hemmelig

Det er umuligt at finde navnene på medlemmerne af Venstres hovedbestyrelse, konstaterer Socialdemokraterne. Hvad prøver de at skjule, lyder det fra regeringspartiet. Venstre afviser kritikken.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Venstres politik tilrettelægges af en hovedbestyrelse, der består af ikke færre end 140 personer. Men det er ikke umiddelbart klart, hvem de 140 personer er.

På partiets hjemmeside kan man således ikke læse, hvem der er medlem af Venstres hovedbestyrelse. Her kan man udelukkende se titlerne på hovedbestyrelsens medlemmer og på den måde selv forsøge at regne ud, hvem bestyrelsen består af.

Men flere af titlerne kan udelukkende identificeres, hvis man har et indgående kendskab til Venstres partiapparat. Eksempelvis har Venstres redaktørforening to repræsentanter i hovedbestyrelsen, men Redaktørforeningen er ikke repræsenteret på Venstres hjemmeside. Den har heller ikke sin egen hjemmeside, og det er derfor ikke umiddelbart tilgængeligt, hvem de to repræsentanter er.

Det får nu Socialdemokraterne til at beskylde Venstre for udemokratisk hemmelighedskræmmeri.

»Jeg har grundlæggende svært ved at forstå, hvorfor et demokratisk parti har en hemmelig hovedbestyrelse. Man kunne fristes til at tro, at der er medlemmer, som danskerne ikke må kende navnene på,« siger folketingsmedlem Thomas Jensen (S), der flere gange har opfordret Venstre til at offentliggøre en fuldstændig liste over hovedbestyrelsen.

»Vi har jo set, at Venstre har stået last og brast med olielobbyen under forhandlingerne om beskatningen af nordsøolien. Er der nogen fra olielobbyen i Venstres hovedbestyrelse? Det ved vi ikke,« konstaterer Thomas Jensen.

Men i Venstres ledelse afviser man kritikken og fastholder, at det er tydeligt for enhver, hvem der er med i hovedbestyrelsen.

»Man kan se det på vores hjemmeside. Hovedbestyrelsen består af de enkelte kommuneforeningers formænd, og deres navne står på vores hjemmeside,« siger gruppeformand Kristian Jensen (V).

Spørgsmål: Men hvordan finder man for eksempel navnene på Redaktørforeningens medlemmer?

»Man kan se det på vores hjemmeside. Det er det svar, du kan få,« siger Kristian Jensen.

Venstres partisekretær, Claus Richter, erkender dog, at det kræver en indsats at finde ud af, hvem der repræsenterer Redaktørforeningen, eller at finde navnene på de syv bestyrelsesmedlemmer, som landsmødet har valgt. Han har dog ingen planer om at lægge en fuldstændig liste over hovedbestyrelsesmedlemmerne på venstre.dk.

»Der er stor udskiftning i hovedbestyrelsen. Jeg synes, det er uprofessionelt at have en liste med 140 mennesker, som jeg skal redigere hver dag for at være sikker på, at den er rigtig,« siger partisekretæren, der påpeger, at hjemmesiden rummer en liste over de 24 medlemmer af partiets forretningsudvalg.

»De vigtigste i Venstre er forretningsudvalget. Det er dem, der mødes og drøfter partiets politik. Det er partiets ledelse, mens hovedbestyrelsen fungerer som et slags repræsentantskab,« forklarer Claus Richter.

Han afviser Thomas Jensens spekulationer om, at olielobbyen skulle have sæde i hovedbestyrelsen.

»Jeg har også hørt rygter om, at Fritz Schur deltager i møderne. Glem det. Det er Socialdemokraterne, der ser spøgelser,« siger partisekretæren.