S udelukker R: Mette Frederiksen vil danne ren S-regering

Mette Frederiksen og Socialdemokratiet udelukker De Radikale fra at være med i regeringen, hvis magten skifter efter næste valg.

Foto: Mads Claus Rasmussen. Formand for socialdemokratiet Mette Frederiksen taler med pressen efter den udvidet spørgetime i Folketingssalen på Christiansborg i København, tirsdag den 8. maj 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Læs mere
Fold sammen

Socialdemokratiet går til valg på at danne en regering, der er uden deltagelse fra De Radikale efter næste folketingsvalg.

Det skriver Jyllands-Posten.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, udstikker garanti til vælgerne om, at en eventuel S-regering ikke vil få selskab af andre partier i den kommende valgperiode.

»Vi går efter at danne en S-mindretalsregering, såferemt mandaterne måtte tilsige det efter næste valg,« udtaler Mette Frederiksen (S) til Jyllands-Posten.

En regering bestående af kun Socialdemokratiet vil ifølge Mette Frederiksen være mere manøvredygtig i en politisk virkelighed, hvor rød og blå blok er i opløsning.

»Når jeg ser ud over Folketinget i dag, ser jeg muligheder for at samarebjde med mange partier om meget. Men der er ikke ét parti, vi kan gøre det hele med,« siger hun til Jyllands-Posten.

Udmeldingen er et opbrud med de seneste 25-års tradition for, at Socialdemokratiet og De Radikale har delt regeringskontorer.

Velfærd, det grønne område og udlændingepolitikken er de tre pejlemærker, som den eventuelle S-regering vil styre efter. Uenigheder på kryds og tværs gør, at partiet hellere vil gå solo end danne par med andre, skriver Jyllands-Posten.

»Jeg ønsker ikke at sætte mig i spidsen for et Danmark, der ikke har styr på udlændingepolitikken,« siger Mette Frederiksen. For hende er udlændingepolitikken vigtigst, fordi det både er et spørgsmål om sikkerhed, velfærdssamfundets fremtid og dansk økonomi.