S: Staten har brugt for mange penge på konsulenter

Socialdemokratiet peger på Banedanmark som eksempel på, at udgifterne til konsulenter er gået over gevind.

Peter Hummelgaard (S) ser Banedanmark som et eksempel på, at staten bruger for mange penge på konsulentydelser. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det skal være fortid, at kommunerne, regionerne og staten ødsler formuer væk på konsulenter, penge der i stedet burde gå til danskernes velfærd.

Det var et af punkterne, da Socialdemokratiet mandag præsenterede sit velfærdsudspil.

Socialdemokratiets fungerende politiske ordfører, Peter Hummelgaard, peger på det statsejede Banedanmark som et eksempel på, hvor der potentielt er penge at spare.

- Man kan nævne Banedanmark, der har brugt to milliarder kroner på konsulenter til et nyt signalprogram, siger han.

- 74 procent af de ansatte, der arbejder med det nye signalprogram i Banedanmark, er eksterne konsulenter.

- Og alligevel er man, fordi man har konkluderet, at de ikke var dygtige nok til at varetage opgaven, endt med at hjemtage størstedelen af det alligevel, siger han.

Socialdemokratiet mener, at der kan spares omkring tre milliarder kroner årligt på konsulenthjælp i det offentlige. Det er knap en fjerdedel af det samlede beløb, der blev brugt i 2017.

- Det mest oplagte sted at starte er i statens indkøb af konsulentydelser, hvor man har set en meget voldsom vækst alene inden for de seneste fire år, siger Peter Hummelgaard.

Han anerkender, at mange konsulenter laver et kvalificeret stykke arbejde.

- Det grundlæggende problem er bare, at der ingen dokumenterbar værdi er af det til fordel for skatteyderne, siger han.

Socialdemokratiet vil have de politiske led til at lave en hårdere prioritering af, hvornår man tilkøber konsulentydelser.

- Hvornår vil man købe ekstern bistand, hvornår vil man bestille en rapport, som man alligevel ender med at arkivere lodret?

- Hvornår er det, man allerede har truffet en beslutning og alligevel vælger at bestille en rapport, fordi det får den politiske beslutning til at glide lettere ned?

- Det er alle de ting, som vi vil bede de politiske led og ledende embedsmænd i styrelser og så videre om at vurdere en ekstra gang.

- Lige som vi i mange år har bedt vores velfærdsinstitutioner om hele tiden at vurdere, om man bruger pengene hensigtsmæssigt. Det er dybest set det samme princip, vi vil indføre her, siger Peter Hummelgaard.

/ritzau/