Opdateret

S-spidskandidat erkender valgnederlag: Ikke godt nok

Socialdemokratiet står til at få tre mandater, men partiet burde have flere vælgere, erkender spidskandidat.

Spidskandidat Christel Schaldemose erkender, at det "ikke er godt nok", at der ikke er flere, der har stemt på Socialdemokratiet ved EU-valget søndag. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Spidskandidat Christel Schaldemose erkender, at det "ikke er godt nok", at der ikke er flere, der har stemt på Socialdemokratiet ved EU-valget søndag.

Regeringspartiet står til at gå tilbage, efter at danske vælgere søndag har stemt til EU-parlamentsvalget.

- Vi har fået tre pladser i Europa-Parlamentet.

- Jeg havde håbet og kæmpet for, at flere havde stemt på Socialdemokratiet selvfølgelig. Jeg synes faktisk ikke, at vores resultat i aften er godt nok, men vi har stadig tre mandater, siger hun.

Socialdemokratiet står til at gå tilbage med 5,9 procentpoint ved søndagens EU-valg sammenlignet med det seneste valg i 2019. Partiet står dog fortsat til at have tre mandater de næste fem år, men har fået færre stemmer.

Prognoser fra både DR og TV 2 peger på, at SF er det parti, som flest danske vælgere har stemt på. Socialdemokratiet står til at blive det næststørste, mens Venstre står til at blive det tredjestørste parti.

En prognose er ikke et endeligt resultat, men en fremskrevet analyse. Det endelige resultat ventes inden længe.

Egentlig skulle Socialdemokratiets formand og nuværende statsminister Mette Frederiksen (S) have holdt valgtalen. Men hun blev slået fredag aften under et overfald og har aflyst sine arrangementer.

Tidligere på aftenen kommenterede finansminister og nummer to i partiet Nicolai Wammen resultatet, men han mener, at det var op til spidskandidaten at holde talen, som blev en nederlagstale.

Det har været en valgkamp op ad bakke ifølge Schaldemose.

- Det stod allerede klart fra starten af denne her valgkamp, at det her ikke ville blive let. Men tak til jer, der stod tidligt op og delte morgenbrød- og foldere ud. Tak til jer, der hængte plakater op og snart skal op i lygtepælen igen, siger spidskandidaten.

Pressen fik ikke lejlighed til at spørge Schaldemose til valgresultatet, da hun blev ført ud af Folketingets vagter og partiansatte fra Socialdemokratiet.

/ritzau/