S: SFs parløb med DF hjælper Løkke til magten

SF og DFs fælles front i kampen mod dagpengereformen kan være med til at bringe Lars Løkke Rasmussen tilbage i Statsministeriet, frygter Socialdemokraterne.

Kristian Thulesen Dahl (DF) og Pia Olsen Dyhr (SF). Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

SF-formand Pia Olsen Dyhr (SF) kører tæt parløb med DF-formand Kristian Thulesen Dahl (DF) for at øge de to partiers dagpengepres på regeringen. Og det kan i sidste ende være til at bringe Lars Løkke Rasmussen (V) tilbage til magten, frygter Socialdemokraterne.

Finansordfører Jesper Petersen (S) er ikke begejstret for, at de to partiformænd er gået sammen i et dobbeltinterview i fredagens udgave af Jyllands-Posten for at kræve ændringer på dagpengeområdet.

»SF må jo bedrive politik, som de nu vil. Men det, der ærgrer mig lidt, er den måde, SF agerer på her med et dobbeltinterview med Thulesen Dahl og en alliance med Dansk Folkeparti. Det er jo ikke med til at bringe os tættere på, at den her regering kan fortsætte efter valget. Tværtimod hjælper det Kristian Thulesen Dahl, som jo vil have Lars Løkke som statsminister,« pointerer Jesper Petersen.

I interviewet med Jyllands-Posten lyder meldingen fra Kristian Thulesen Dahl, at realiteterne omkring dagpengereformen er anderledes i dag, end da den blev vedtaget i 2010 af Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti med stemmer fra de Radikale.

»Hvis man anerkender, at der er den forskel, så anerkender man vel også, at det skal man reagere på,« siger DF-formanden.

Samtidig beskylder Pia Olsen Dyhr de Radikale for at være den stopklods, der blokerer for en løsning på dagpengeproblemet.

Men det afviser Jesper Petersen.

»Den egentlig blokering stammer tilbage fra folketingsvalget, hvor både Socialdemokraterne og SF, der gerne ville lave om på dagpengereformen, og aldrig har stemt for den, jo ikke fik stemmerne til det. Der var stadigvæk flertal for dagpengereformen, og derfor er det en del af regeringsgrundlaget, at den fortsætter,« siger den socialdemokratiske finansordfører, der samtidig betoner, at »det er SF jo pinligt bevidste om«.

»Socialdemokraterne kan jo ikke bare løbe fra de aftaler, vi har indgået,« fastslår Jesper Petersen.

Thulesen Dahl er flere gange blevet nævnt som »dagpengereformens fadder« tilbage i 2010, og derfor undrer det Jesper Petersen, at SF kigger til Dansk Folkepartis side for at finde en allieret, der går ind for dagpengelempelser.

»Det forbløffer mig egentlig lidt, at hun vælger Kristian Thulesen Dahl som sin alliancepartner, eftersom det var ham, der opfandt dagpengereformen i sin tid,« siger han.