S-SFs 12 minutter var salgstale

Tre fagforeningsformænd vil have alternativer til S og SFs plan om, at vi skal arbejde 12 minutter mere. Det vil ikke løse problemerne, mener de.

S-formand Helle Thorning-Schmidt sammen med SFs formand Villy Søvndal ved fremlæggelsen af deres økonomiske plan Fair Løsning 11. maj i år. Fold sammen
Læs mere

Der lå mere markedsføring end konkret politik bag det politiske slagnummer, da S-SF i foråret præsenterede planen Fair Løsning med en storstilet kampagne om, at hver dansker ved dagligt at arbejde 12 minutter mere kan være med til at løse landets økonomiske problemer.

Det udtaler toneangivende fagforeningsformænd, som i et indlæg i Berlingske tirsdag nedtoner de 12 minutter som løsningsmodel for at hente i alt 15 mia. kr. til samfundet.

Din mening: Kan 12 minutter hente 15 mia. kr.?

Poul Erik Skov Christensen fra 3F, HKs Kim Simonsen og Thorkild E. Jensen fra Dansk Metal konstaterer i indlægget, at ideen om 12 minutters ekstra arbejde har tiltrukket megen opmærksomhed, men at der skal mere til, og at en generel arbejdstidsforhøjelse »næppe heller vil være særligt effektivt, da mange i forvejen arbejder langt over 37 timer«.

Ikke alle skal arbejde mere

Metal-formand Thorkild E. Jensen understreger, at beslutningen om at slå hårdt på de 12 minutter blev truffet af S og SF:

»Det var deres beslutning, hvordan de ville markedsføre forventningerne om at hente de 15 mia. kr. Da vi drøftede det, var det for os ikke den eneste løsning.«

Poul Erik Skov Christensen betegner de 12 minutter som udtryk for »en matematisk model«, mens Kim Simonsen forklarer, at det langt fra er alle, der skal arbejde mere - eksempelvis ikke dem, der arbejder over i dag.

Politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S) ser det dog som et godt budskab, at der findes alternativer til de 12 minutter.

»I princippet er vi ligeglade med, hvordan man henter 15 mia. kr. Vi skal bare bruge pengene. Vi har så sagt, at vejen til det blandt andet er, at man arbejder noget mere. Det vil blive en del af løsningen, men der findes også andre instrumenter,« siger Sass Larsen.