S: Samuelsen må bo på månen med social dumping-udtalelse

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, mener, at social dumping nærmest er ikke-eksisterende i Danmark. Den udtalelse er beskæmmende, mener Socialdemokraterne.

Foto: Thomas Lekfeldt

Socialdemokraterne er på barrikaderne, efter Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen (LA), er kommet med en udtalelse om, at social dumping ikke er et reelt problem i Danmark.

Til Ugebrevet A4 siger Anders Samuelsen, at det kun er sundt, når polakker, litauere og andre østeuropæere arbejder til lave lønninger herhjemme og dermed presser danske løn- og arbejdsforhold.

»Anders Samuelsen må jo bo på månen, når han synes, at social dumping ikke er et problem i Danmark. Social dumping er en af de store udfordringer, vi står med, og det er også derfor, den tidligere SR-regering har sat en række initiativer i gang for at bekæmpe det,« siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen (S).

Anders Samuelsen mener, konkurrencen fra udenlandske arbejdstagere er en god ting og udtryk for, at globaliseringen virker på allerbedste vis.

»Jeg har simpelt hen endnu ikke forstået, hvad social dumping går ud på. Hvor stort omfang har det i Danmark? Det er jo nærmest ikke-eksisterende,« siger Samuelsen til Ugebrevet A4.

Nicolai Wammen mener, udtalelsen er helt ude i skoven.

»Danmark bygger på, at vi har et velfærdssamfund, der blandt andet er baseret på ordentlige løn og arbejdsvilkår. At man kan tjene en løn, man kan leve af, og at det sker under betryggende forhold. Derfor er det hverken i virksomhedernes eller lønmodtagernes interesse at lave det vilde vesten i Danmark, når det gælder løn og arbejdsvilkår,« siger han.

Den socialdemokratiske ordfører mener desuden, det er beskæmmende, at Lars Løkke Rasmussens (V) parlamentariske grundlag efter hans mening viser ligegyldighed med danske løn- og arbejdsforhold.

»Det er en rystende udtalelse fra Anders Samuelsen, og jeg kan slet ikke forstå, at han er så virkelighedsfjern i forhold til, hvad der sker rundt om i Danmark,« siger Nicolai Wammen.

Anders Samuelsen mener ifølge Ugebrevet A4, at fagbevægelsen har opfundet begrebet social dumping med det særlige sigte at skræmme danskerne.