S romantiserede valgløfter om kollektiv trafik

Socialdemokraternes trafikordfører indrømmer, at partiet under valgkampen »romantiserede sine regnestykker« omkring udgifterne til offentlig transport.

Der blevet lovet lidt mere om, hvad det skulle koste at benytte sig af den kollektive trafik, end hvad man efterfølgende kunne holde, da valgkampen bragede derudaf tilbage i efteråret. Sådan lyder det søndag fra Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn, ifølge Radio24syv.

- Der kan være en rigtigt ærgerlig tendens til, når der er valgkamp, at politikere så at sige romantiserer sine regnestykker lidt, så det lige bliver lidt bedre end det måske er i virkeligheden. Og det skal jeg være den første til at beklage, sagde Rasmus Prehn til Radio24syv, da han søndag formiddag deltog i radioprogrammet Weekendtillægget for at tale om den kollektive trafik.

S og SF lagde i deres Fair Løsning før valget således op til både »billigere og bedre kollektiv trafik«, men i november blev det meldt ud, at DSB hæver priserne på togbilletter. Prisstigningerne trådte i kraft i midten af januar.

Og beklagelsen fra S-ordføreren møder hård kritik fra oppositionspartiet Venstre.

- Jeg synes, det er en ren bekendelsessag for Socialdemokraterne, når går de åbent ud og siger, at de løj for danskerne for at få magten, siger Ellen Trane Nørby, Venstres politiske ordfører, til Radio24syv.

Det er nemlig utroværdigt, lyder det.

- Det er at lægge et forkert grundlag frem og tale usandt for vælgerne før et valg, for så at håbe på, at den dag man har magten, kan man løbe fra det hele. Det synes jeg ikke er troværdigt, og det skaber mistillid mellem befolkningen og politikerne, siger Ellen Trane Nørby.