S: Privat partistøtte skal koste statsstøtte

Hvis et parti får store bidrag fra private sponsorer, skal de miste statslig støtte, foreslår Socialdemokraterne. Venstre afviser ideen.

Foto: Linda Kastrup

Socialdemokraterne vil tage alternative metoder i brug for at skabe mere åbenhed omkring partistøtten, når partierne snart skal forhandle om en ny ordning.

S går til forhandlingerne med et krav om, at det skal modregnes i partiernes statslige støtte, hvis man modtager store private donationer, fortæller gruppeformand Leif Lahn Jensen (S) til Politiken. Sponsorpengene skal trækkes fra de beløb, som partiet får fra de offentlige kasser.

I Venstre er man på forhånd imod en sådan ordning.

»Det vil betyde, at man reelt ville afskaffe den private støtte, og det har jeg ingen interesse i,« siger gruppeformand Kristian Jensen (V) til Politiken.

»Jeg har ingen ultimative holdninger til Socialdemokraternes krav, men jeg er uforstående over for, hvad det er for en model, Leif Lahn har forestillet sig,« siger han.

Han får følgeskab af gruppeformændene for både de Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Partierne på venstrefløjen kan tværtimod godt se fornuften at skabe mere balance i størrelsen af partidonationer. Det er først og fremmest vigtigt at skabe mere åbenhed om partistøtten, lyder det fra gruppeformand for SF Jonas Dahl (SF), og en modregningsmodel kunne gøre partierne mere lige, mener han.

Et modkrav far de borgerlige har ifølge Politiken lydt, at bidrag fra eksempelvis fagbevægelser tilsvarende skal modregnes statsstøtten.