Jesper Vestergren stopper som pressechef i Socialdemokratiet.
Det skriver han på LinkedIn.
Den tidligere politiske analytiker på TV 2 tiltrådte som pressechef i regeringspartiet 1. december sidste år.
Han stopper, når »sommerferien er forbi«, skriver han uden at uddybe. Vestergren begrunder sit stop med, at arbejdsliv og familieliv ikke hænger sammen.
»Det har været hamrende interessant og en kæmpe fornøjelse at være pressechef. Men det er også et job med rigtig mange arbejdstimer. Og det hænger ikke sammen med mit familieliv lige nu,« skriver han og fortsætter:
»Jeg har tre små piger, som har brug for deres far. Derfor er jeg nødt til for at være mere hjemme og have flere timer sammen med dem. Tiden, hvor de er små, kommer aldrig igen. Så nu skal der ske noget andet med mit arbejdsliv.«
Jesper Vestergren slår fast, at han ikke ved, hvad han skal efter sommerferien.
Den snart forhenværende pressechef har tidligere været politisk journalist hos DR og TV 2 samt politisk analytiker hos sidstnævnte.




