S: Politiet er blevet bedre til at fange kriminelle turister

Politiet fanger flere kriminelle turister. Det er forklaringen på, at antallet af sigtede udenlandske kriminelle er steget med 49 procent fra 2008 til 2013, mener Socialdemokraterne.

Foto: Martin Sylvest Andersen. Rumænere på vej hjem fra København. Arkivfoto
Læs mere
Fold sammen

»Politiet er bedre klædt på til at anholde, sigte og dømme udlændinge, der kommer til landet for at begå kriminalitet.«

Sådan forklarer Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), det faktum, at der fra 2008 til 2013 er sket en stigning på 49 procent i antallet af sigtelser mod udenlandske turister i Danmark.

»Man skal huske på, at kriminaliteten er kraftigt nedadgående i Danmark. De her tal skal derfor netop ses som udtryk for, at vi har opprioriteret politiets indsats, når det handler om de mennesker, som kommer til landet kortvarigt for at begå kriminalitet,« siger Trine Bramsen.

Ifølge Rigspolitiets tal, som avisen metroxpress bringer mandag, blev der i 2013 i alt rejst 17.725 sigtelser mod udenlandske turister. Det glæder S-ordføreren, at flere havner i politiets net.

»Tallene viser, at de mennesker, der kommer hertil for at lave kriminalitet, ikke skal vide sig for sikre. For der er altså stor risiko for, at de bliver taget,« siger Trine Bramsen.

Selv om hun ikke vil afvise, at regeringen kommer med flere initiativer på området, mener hun ikke, at der er behov for en skærpet kontrol ved for eksempel de danske grænser, som Dansk Folkeparti ønsker.

»Vi har lige præcis allerede øget indsatsen ved grænserne. Både med øget patruljering på tværs af Danmark og Tyskland, og vi har også indført nummerpladescannere, som jo netop går målrettet efter de mennesker, der ikke forstår at overholde lovgivningen. Det er netop initiativer, som skal sikre, at vi fanger dem, og det viser tallene også med alt tydelighed, at vi gør,« siger retsordføreren.

»Det her er netop et udtryk for det øget fokus på den her problemstilling, Men vi vil selvfølgelig altid have kriminaliteten endnu længere ned,« fastslår hun.