Socialdemokratiets kritik af et overakademiseret Danmark bevæger sig nu ind i partiets egen folketingsgruppe.

I et interview med Politiken siger partiets erhvervsuddannelsesordfører, Thomas Skriver Jensen, at der er alt for få socialdemokrater på tinge, der kommer fra et arbejderhjem.

»Repræsentationen er skæv, og det gør noget for tilliden til os, der sidder herinde. Når jeg kommer rundt, er det noget af det første, jeg hører«, siger 28-årige Thomas Skriver Jensen, der er uddannet industritekniker og søn af Claus Jensen, formand for fagforbundet Dansk Metal og en af Danmarks mest magtfulde mænd.

Thomas Skriver Jensen henviser særligt til de politikere, der i en ung alder stryger ind i Folketinget med ungdomspolitik og universitetsuddannelse som deres primære erfaringsgrundlag.

Ni statskundskabere. Ni fag- og ufaglærte

Til Politiken siger ordføreren, at den lave andel af fag- og ufaglærte folketingspolitikere – også i Socialdemokratiet – kan medvirke til en stadig lavere grad af såkaldt demokratisk selvtillid.

Udtrykket dækker over, at man for eksempel i sociale sammenhænge ikke føler, man kan bidrage, når snakken falder på politik.

I Socialdemokratiets folketingsgruppe er der lige så mange uddannede statskundskabere, som der er fag- og ufaglærte. Nemlig ni.

Også Socialdemokratiets partiformand, statsminister Mette Frederiksen, kom i Folketinget som blot 24-årig med en akademisk uddannelse i rygsækken, en master i afrikastudier fra Københavns Universitet.

I interviewet med Politiken foreslår Thomas Skriver Jensen, at Socialdemokratiet ændrer sine vedtægter på en måde, så partiet fremover tilstræber, at kandidater og folk med tillidsposter er nogenlunde ligeligt fordelt, når det gælder uddannelsesbaggrund.

Vedtægtsændringen bakkes ikke op af Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiets politiske ordfører, selvom han finder hensigten fornuftig.