S-ordfører går ind i debat om loft over topchefers lønninger – og det med en appel til private virksomheder

Et opsigtsvækkende forslag fra SF om et decideret lønloft for topchefer »rammer en grundholdning« hos Socialdemokratiet. Partiet er parat til at diskutere SF-tankerne, men i første omgang håber man på samfundssind fra de private virksomheder.

»Lønniveauet for statens aktiviteter har i høj grad afsmitning fra det private,« siger Orla Hav. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Debatten om topchefers lønninger er fredag atter blusset op, efter at regeringens støtteparti SF har foreslået et lønloft, der vil betyde, at en topchef som udgangspunkt maksimalt skal kunne tjene 20 gange mere end den lavestlønnede i samme virksomhed.

I Socialdemokratiet mener erhvervsordfører Orla Hav, at det er »et fornuftigt fokuspunkt at have«, ligesom han siger, at SF-gruppeformand Jacob Mark, der er afsender af budskabet i fredagens Politiken, »rammer en grundholdning hos os om, at vi skal passe på, at vi ikke løber fra hinanden i lønmæssig sammenhæng«.