S og SF: Finanslov er uden visioner

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Finansloven vidner om svækket og nedslidt regering, lyder det fra Socialdemokraterne. Og uden signaler om, hvad vi skal leve af i fremtiden, lyder det fra SF.

Næste års finanslov er uden visioner, og den udstiller en svækket og nedslidt regering, som har svært ved at samle et parlamentarisk grundlag for sin politik.

Sådan lød det, da Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, de to store oppositionspartier, kommenterede den finanslov, der faldt på plads mandag aften.

- På indholdssiden ser vi en alt for en voldsom opbremsning af økonomien, hvor Danmark næste år står over for store besparelser og fyringer i kommuner og regioner, siger Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov.

Han erkender, at der findes positive elementer i finanslovens vækstpakke.

- Men især boligaftalen er problematisk. Man lader lejerne betale regningen og sprinter væk fra sit eget ansvar, konstaterer Bødskov.

SF's finansordfører, Ole Sohn, efterlyser især initiativer, der signalerer, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, og som kan give de mange arbejdsløse en tro på fremtiden.

- Jeg havde håbet, at regeringen i den sidste finanslov før valget ville sende nogle signaler om investeringer i uddannelse og forskning, fremfører Ole Sohn.

Han læser også finansloven som et billede på, at regeringen nu skal i gang med at betale regningen for ni års forbrugsfest, der primært er "finansieret af skattelettelser til samfundets velstillede."

- Den regning kommer kommunerne og regionerne nu til at betale i form af besparelser, der i den grad vil gå ud over kernevelfærden og ramme både de ældre og børnene. Og så bliver aktiveringen af de arbejdsløse endnu dårligere, fordi denne indsats beskæres med en milliard kroner, vurderer SF's ordfører.

/ritzau/