S: Løkke gemmer sig bag Facebook

Lars Løkke Rasmussen vælger den nemme udvej, når han skriver på Facebook, at han har betalt for meget i skat i 2012, mener Pernille Rosenkrantz-Theil, som stadig savner svar fra V-formanden.

Det holder ikke, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), gemmer sig bag skærmen og nøjes med at skrive på sin Facebook-profil, at han ifølge sin revisor har betalt for meget i skat i 2012, mener Socialdemokratiets klimaordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

»Vi mangler stadig at få svar på, hvorfor han på sit pressemøde sagde, at han ikke modtog nogle diæter i 2012, når det nu viser sig, at han rent faktisk har fået penge,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil med henvisning til, at en talsperson fra klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI) oplyser til Berlingske, at Løkke fik udbetalt rejsediæter for 8.784,50 kroner som formand for organisationen sidste år.

Politisk kommentator på Radio24syv Jesper Termansen mener, at Facebook-kommentaren »savner logik«.

»Den såkaldte kommentar er et udtryk for det, vi har set hele vejen igennem, nemlig at han først forsøger med en slags fornærmet envejskommunikation. Og når det så ikke længere går, må han alligevel ud i medierne og sige noget. Klogt er det ikke,« siger den politiske kommentator.

Oplysningerne om Lars Løkke Rasmussens rejsediæter kommer efter afsløringer af massivt økonomisk rod i GGGI, som Danmark har støttet med 90 millioner kroner siden 2011.