S kræver Vallensbæks borgmester suspenderet

Socialdemokraterne i Vallensbæk Kommune opfordrer borgmesteren, der bliver anklaget for magtmisbrug og nepotisme, til at gå af, indtil sagen er afklaret.

Henrik Rasmussen, konservativ politiker (K) og borgmester i Vallensbæk Kommune, afviser anklager om magtmisbrug. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hanne Paludan Kristensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vallensbæks borgmester bliver anklaget for magtmisbrug og nepotisme af sin egen kommunaldirektør, og derfor bør han gå af, indtil det står klart, om der er hold i beskyldningerne.

Det kræver Socialdemokraterne i Vallensbæk Kommune.

- Vi har anbefalet borgmesteren at holde en pause, indtil kommunalbestyrelsen har haft mulighed til at drøfte KLs rapport. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi har tillid til ham eller ej, men det er det korrekte at gøre, siger viceborgmester Søren Wiborg (S).

Kommunaldirektør Bjarke Steen Johansen beskylder blandt andet den konservative borgmester Henrik Rasmussen for at forsøge at køre kommunalbestyrelsen ud på et sidespor og for at ville placere en daginstitution et ulovligt sted. Samtidig skulle Henrik Rasmussen ifølge kommunaldirektøren have forsøgt at få kommunen til at betale for et maleri malet af hans egen kone.

Borgmesteren selv afviser alle anklager, som han betegner som »mafiametoder«. Han hævder, at der er tale om afpresning i en fratrædelsessag.

Kommunens økonomiudvalg har nu bedt Kommunernes Landsforening (KL) om at undersøge sagen til bunds. KL skal blandt andet tale med de embedsmænd, som ifølge kommunaldirektøren er blevet pålagt at indgå »i ulovlige og usaglige forhold«.

Men ifølge Søren Wiborg nægter de at have gradbøjet nogen regler efter ordre fra borgmesteren.

- De fastholder, at de ikke kan genkende kommunaldirektørens anklager, forklarer han.

Selv vil viceborgmesteren og de øvrige Socialdemokrater i Vallensbæk Kommune vente med at tage stilling til skyldsspørgsmålet, til KLs undersøgelse foreligger:

- Vi skal tage stilling på et oplyst grundlag. Men min opfattelse af Henrik Rasmussen er, at han er en aktiv herre, og det er mit indtryk, at han gør tingene redeligt, siger Søren Wiborg.

Det er ikke lykkedes Berlingske Nyhedsbureau at få et svar fra borgmesteren.