S-gruppeformand: Lykketoft gør mig stolt

Mogens Lykketoft er »en af de bedste«, vi kan sende til den vigtige post som formand for FNs generalforsamling, lyder det fra Socialdemokraternes gruppeformand Leif Lahn Jensen.

Foto: Thomas Lekfeldt. Mogens Lykketoft foran et maleri af Thorvald Stauning, som hænger på Christiansborg.
Læs mere
Fold sammen

Socialdemokraternes gruppeformand Leif Lahn Jensen (S) er stolt over, at det bliver en dansker - og tilmed en socialdemokrat - der kommer til at stå i spidsen for FNs generalforsamling fra september næste år.

»Jeg er som dansker og som medlem af Socialdemokraterne meget stolt over, at vi kan levere en person til så stor en post. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han kan løfte opgaven på fornem vis,« siger Leif Lahn Jensen.

Der ligger intenst diplomatisk fodarbejde bag den ventede udnævnelse af Lykketoft til den prestigefulde FN-toppost, men ifølge Berlingske faldt de endelige brikker på plads på et møde i New York torsdag. Udnævnelsen sker dog først formelt i juni næste år.

Med valget af Lykketoft får FN ifølge Leif Lahn en politiker med format.

»Lykketoft har nu i tre år vist en stor dygtighed som Folketingets formand, hvor han har lyttet til alle og kørt det rigtig flot,« siger Leif Lahn, der også fremhæver Lykketofts store politiske erfaring.

»Han har været minister, formand for sit parti, han har stået bag store forhandlinger - kort sagt er han en af de bedste, vi kan sende til den post,« siger S-gruppeformanden.

Leif Lahn vil dog ikke spekulere i, hvem der skal overtage Lykketofts post som formand for Folketinget.

»Alt afhænger af udfaldet af det kommende folketingsvalg,« siger Leif Lahn, der dog hæfter sig ved, at 68-årige Lykketoft har bebudet, at han genopstiller.

»Det, jeg læser i pressen er, at Lykketoft ikke er færdig i politik, men genopstiller. Jeg er glad for, at han ikke stopper endnu, for han er en virkelig stor kapacitet i vores parti, som jeg sætter stor pris på,« siger Leif Lahn.

Han vil ikke tage stilling til, om Lykketoft kan vende tilbage til posten som Folketingets formand, hvis SR-regeringen genvinder regeringsmagten.

»Det er for tidligt at sige noget om det, det må vi snakke om efter valget,« siger Leif Lahn.