S: Fri hash er ikke den rigtige vej at gå

Socialdemokratiets social- og familiepolitiske ordfører Mette Frederiksen er uenig med sine partikollegaer i Københavns Borgerrepræsentation om legalisering af hash.

Foto: Rune Evensen

Mette Frederiksen er ikke enig med sin partifælle fra Københavns Borgerrepræsentation, Thor Buch Grønlykke, der i dag siger til Politiken, at legalisering af hash er ”et skridt på vejen”.

Men hun forstår godt baggrunden for forslaget.

- Jeg forstår godt, hvorfor man gerne vil legalisere hash, fordi handlen har nået de højder, den har. Og det er i høj grad den, der blandt andet finansierer bandekonflikten. Så den del af diskussionen kan jeg godt forstå, men jeg tror ikke, det er den rigtige vej at gå, siger hun.

Mette Frederiksen ser i sit sociale arbejde flere og flere børn og unge hashmisbrugere, der lider af alvorlige følgevirkninger, herunder psykoser.

Og hun er ekstremt bekymret over konsekvenserne ved et hashmisbrug.

- Man skal passe rigtig meget på med at betragte hash som et uskyldigt stof og være ekstremt bevist om, hvor alvorlige konsekvenser det kan have for folk at have et hashmisbrug, siger hun til Berlingske.dk.

Gå den modsatte vej
Mette Frederiksen mener, at man i stedet for at legalisere hash bør sikre bedre behandlingsmuligheder.

Hun henviser til, at der på alkoholområdet er skabt mulighed for at komme i anonym behandling. Og det kunne man også sagtens arbejde med inden for stofmisbrugsområdet:

- Jeg tror faktisk, at hvis man indfører anonym behandling på hashområdet, vil vi kunne trække blandt andet flere børn og unge ind i behandling.