S-forslag rykker ikke afgørende ved uligheden

Lægger man alle Socialdemokratiets forslag sammen, vil uligheden blive højere, end den var for fire år siden.

Nick Hækkerup mener, at det er for simpelt at opgøre uligheden som et enkelt tal. Nikolai Linares/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Socialdemokratiet har bebudet, at man vil kæmpe for at sænke forskelle blandt rige og fattige i Danmark i den kommende valgperiode.

Men ifølge beregninger, som den liberale tænketank Cepos fremlægger i Berlingske, er det småt med egentlige forslag i den socialdemokratiske politik, som rykker afgørende ved uligheden.

Med udgangspunkt i den såkaldte Gini-koefficient - der er et tal for forskellene i et lands disponible indkomster - når Cepos frem til, at Socialdemokratiets politik efterlader et Danmark, der er mere ulige, end det var, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tog over efter Helle Thorning-Schmidt.

Det viser sig nemlig, at forslagene om blandt andet ændringer i skatten på aktieindkomster, afskaffelsen af skatteloftet for kapitalindkomsten og fortsat skat på arbejdsgiverbetalt telefon kun rykker marginalt ved Gini-koefficienten.

Det betyder ifølge Cepos' cheføkonom Mads Lundby Hansen imidlertid ikke, at forslagene er ligegyldige i forhold til velstanden herhjemme.

»Stigningen i aktieskatten sænker for eksempel kun uligheden meget lidt, men den svækker virksomhedernes muligheder for at trække kapital til og investere i fortsat vækst,« siger Mads Lundby Hansen.

Test dig selv: Find ud af, hvilke kandidater du er enig med

Lars Andersen er direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Han udpeger en række håndtag, som Socialdemokratiet kan hive i, hvis man mindske uligheden yderligere.

Først og fremmest kan man arbejde for, at alle får en uddannelse, og så ligger der store gevinster og venter, hvis man kan øge antallet af personer fra ikkevestlig baggrund, der har et arbejde.

Og så har han forventninger til, at S-forslag om at nedsætte en ydelseskommission også vil kunne bidrage.

»Oplægget til den har blandt andet jo været, at man vil gøre noget for udsatte børn, og det formentlig have en vis effekt.«

Hos Socialdemokratiet mener Nick Hækkerup ikke, at opgørelsen er helt retvisende, fordi man reelt måske først om fire år kan gøre status over den politik, partiet har ført.

Og så mener han ikke, at Gini-koefficienten kan stå alene, når man skal måle indsatsen for mere lighed.

»Man bør for eksempel også kigge på, hvordan den gennemsnitlige levealder udvikler sig for forskellige indkomstgrupper, hvem der tager en uddannelse, hvordan den sociale mobilitet er, og om både rige og fattige betaler den skat, de skal.«

»Det tager Gini-koefficienten ikke højde for, og derfor er det for simpelt bare at reducere det til et tal,« siger han.