Socialdemokratiet med Anders Kühnau i spidsen bliver det største parti i Region Midtjylland. Partiet får 23,9 procent af stemmerne.
Det er en tilbagegang på 5,4 procentpoint sammenlignet med valget i 2021.
Venstre er også gået tilbage i regionen. Partiet får 19,1 procent af stemmerne. Det er en tilbagegang på 5,6 procentpoint.
Tilbagegangen for de to partier ser ikke ud til at få indflydelse på mandaterne for partierne.
Kühnau genopstiller som formand i regionen. Han har stået i spidsen for Region Midtjylland siden 2018.
Venstre har Anders G. Christensen som kandidat til regionsrådsformand. Han har tidligere været borgmester i Favrskov Kommune.
SF, De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Alternativet går frem i regionen.
Danmarksdemokraterne, der for første gang stiller op til regionalvalget, ar fået 7,9 procent af stemmerne. Det sikrer partiet to mandater i regionsrådet.
I valgperioden siden det seneste regionalvalg i 2021 har der være flere dårlige sager.
Sidste år afslørede en tilsynsrapport alvorlige problemer med patientsikkerheden i Regionspsykiatrien i Randers.
Valgperioden har også været præget af den såkaldte benamputationssag, hvor patienter døde af for sen behandling.
Desuden kom det frem, at mange patienter formentlig kunne havde undgået amputationer, hvis de havde fået den rette behandling.
Der har også været afsløringer af kritisable forhold på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Ved regionalvalget i 2021 skrumpede Anders Kühnaus personlige stemmetal fra 62.959 i 2017 til 47.116.
Natten til onsdag står det ikke klart, hvordan de personlige stemmer fordeler sig ved regionalvalget.
Ved dette valg er antallet af medlemmer i regionsrådet blevet nedsat fra 41 til 31.
/ritzau/
