S: Der skal ikke lægges låg på kritiske eksperter

Socialdemokraterne bakker op om uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsens kamp for flere eksperter og smagsdommere i den offentlige debat. Man skal også kunne tåle at høre ting, man ikke selv er enig i, lyder det.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke altid, at man er enig i det, som en ekspert siger. Men det er også okay, for sådan skal en sund offentlig debat være.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Ole Hækkerup (S), bakker op uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R), som tirsdag i Berlingske går til kamp for flere ytringer fra eksperter og smagsdommere.

»Det skal være sådan, at man i Danmark - høj som lav - har mulighed for at udtrykke sig frit. Og når man udtrykker sig frit, så skal man også kunne regne med, at der kommer noget den anden vej,« siger Ole Hækkerup.

Sofie Carsten Nielsens udmelding går imod den tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen, som i 2002 gik til kamp mod »eksperttyranni« og »smagsdommere«, som efter Foghs opfattelse havde undertrykt den frie, folkelige debat. Ifølge Berlingske har det fået flere forskere til at være mindre åbenmundede.

Ole Hækkerup mener, at alle skal kunne komme til orde - uanset om man er enig eller uenig.

»Jeg hører tit forskere eller eksperter sige noget, som jeg er uenig i - også om fakta. Men det, mener jeg, hører til en ordentlig og sund offentlig debat,« siger han.

Dansk Folkeparti står ifølge Berlingske fast på Foghs 12 år gamle »doktrin«. At netop Dansk Folkeparti gentager det synspunkt undrer Ole Hækkerup, som peger på, at partiet for nylig har efterspurgt flere eksperter til at se på den omdiskuterede TV-serie »1864« på grund af kritik af historiske fejl.

»Det er ikke andet end en uges tid siden, at Dansk Folkeparti krævede, at man skulle have flere eksperter og smagsdommere på banen, når det gjaldt »1864«. Og når de nu står med stikmodsatte synspunkt, må vi andre undre os over, hvad der foregår,« siger Ole Hækkerup.