S: Asylansøgere må bo uden for centre

Socialdemokraterne ændrer kurs på asylområdet og vil nu give asylansøgere mulighed for at bosættes sig ude i landet.

Asylansøgere skal have lov til at bo og arbejde præcis hvor de vil, lyder det nu fra Socialdemokraterne. Dermed kommer partiet Naser Khader og Ny Alliance i møde på et meget centralt punkt.

"Vi mener ikke, at den generelle asylpolitik skal lempes. Men vi vil gerne lindre. Eksempelvis kunne man sagtens forestille sig, at asylansøgere havde mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene. Det gør man i andre lande. Og der er ikke noget, der tyder på, at det øger tilgangen af mennesker, der søger asyl, sagde Helle Thorning-Schmidt fra folketingets talerstol ved torsdagens åbningsdebat.

Naser Khader har længe fastslået, at asylcentrene er en stor mærkesag for partiet. Han er da også begejstret for Socialdemokraternes nye kurs.

"Jeg kan godt lide, at Helle Thorning-Schmidt ikke var helt afvisende overfor at gøre noget ved asylcentrene og asylansøgere. Hidtil har det været svært for mig, at finde ud af, hvor de står. Jeg har lagt mærke til, at de har sympati overfor asylansøgere, men jeg har ikke hørt nogen konkrete meldinger. Derfor opfatter jeg det som en åbning,' siger Naser Khader.

Han vil i løbet af torsdagen tage initiativ til en forespørgselsdebat i Folketinget med henblik på, at der bliver lave en fælles vedtagelse om asylcentrene.

Også den radikale leder Margrethe Vestager er glad.
"Jeg sætter pris på Socialdemokraternes meget klare melding," siger Vestager kalder den nye S-kurs for "nøgtern og ordentlig."